Folkeskolen er begyndelsen på resten af livet Af uddannelseschef Mette Ringsted, Dansk Arbejdsgiverforening Folkeskolen er samfundets fundament. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvad de unge mennesker lærer, og hvordan de lærer i folkeskolen. Konsekvenserne rammer ikke blot den enkelte og samfundet, men også det arbejdsmarked, de unge mennesker skal fungere på.

Sammenhængen med livet uden for og efter folkeskolen skal være tydelig fra den første skoledag. Derfor skal folkeskolen også ændre sig i takt med de forandringer, der sker i samfundet og i erhvervslivet.

De overordnede krav til de unge mennesker er bl.a. formuleret i de mål for Europa, som stats- og regeringscheferne vedtog i Lissabon for to år siden. De lagde ikke alene vægt på, at der skal være flere og bedre job i Europa. De understregede også, at Europa skulle blive den stærkeste videnbaserede økonomi, hvor arbejdsstyrken var veluddannet og omstillingsparat, og hvor der skulle lægges vægt på social samhørighed. Dvs. at ingen skal skubbes ud af arbejdsmarkedet, fordi han eller hun ikke har de nødvendige kvalifikationer. Eller ikke ønsker at få dem. Konklusionerne understreger, at samfundets, erhvervslivets og den enkeltes interesser hænger sammen. Det skal simpelthen være målet fra den første skoledag.

I et dynamisk samfund er det naturligvis ikke muligt præcist at fastlægge de enkelte kvalifikationer. Men det er muligt at fastlægge et grundlag for de nødvendige kvalifikationer, så eleverne er rustet til at udvikle disse kvalifikationer yderligere i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. De helt nødvendige og grundlæggende kvalifikationer omfatter læsning, skrivning, regning, matematik, naturfag, historie, IT, og sprog - alle de klassiske fag samt de to nye grundlæggende fag, der udspringer af et globaliseret samfund.

De er samtidig grundlaget for den dannelse, eleverne skal kunne beherske for at begå sig i samfundet og på arbejdsmarkedet.

Foruden disse grundlæggende kvalifikationer skal eleverne kunne kombinere denne viden, se nye vinkler og kreativt og innovativt bygge videre. Det vil sige viden i de grundlæggende fag skal udfordres, så de får udviklet de personlige kvalifikationer, der er nødvendige i et dynamisk samfund. Det vil sige evnen til hele tiden at kunne omstille sig til nye udfordringer, lære nyt og udvikle kvalifikationerne løbende og livslangt.

Kvalifikationer og uddannelse har fået en ny rolle. Det er ikke tilstrækkeligt længere at uddanne sig én gang i livet. Nu skal der uddannes til et liv i forandring. Det kan f.eks. være i forhold til nye kvalifikationskrav, nye job, ændrede jobtyper og nye virksomhedstyper. Derfor skal det grundlag, der lægges i folkeskolen være så stærkt, at det kan fungere som fundament i de løbende forandringer.

Det har de europæiske stats- og regeringschefer også sat mål for. Livslang læring - skal være det bærende uddannelsespolitiske princip. Det skal bæres af faglig viden hos den enkelte samt af lyst og evne til omstilling og forandring.

Udover de faglige og personlige kvalifikationer skal eleverne også kunne begå sig i et netværkssamfund. De skal kunne samarbejde med andre for at opnå resultater. De skal kunne lægge deres faglige viden sammen med andres for at opnå en endnu bedre løsning. De skal også kunne indgå i et samarbejde, hvor andres viden og ideer respekteres lige så højt som egne og med en forståelse af, at der i samspillet opstår nye og bedre løsninger.

Sagt i al korthed - eleverne skal kunne noget og have faglig viden. Den viden skal de bruge innovativt og kreativt til at opnå nye løsninger og dermed demonstrere personlige kvalifikationer. Endelig skal eleverne kunne bruge sine faglige og personlige kvalifikationer sammen med andre og dermed demonstrere sociale kvalifikationer. Alle tre kvalifikationsprofiler er vigtige - ingen kan undværes. Personlige og sociale kvalifikationer er ikke tilstrækkeligt til at imødekomme kvalifikationskravene. Hvis eleverne mangler de fundamentale kvalifikationer, kan de jo hverken bruge dem personligt kreativt, udvikle dem eller indgå i samarbejde med andre.

Kravene til folkeskolen kan derfor udtrykkes i fire overskrifter.

For det første skal der være klare, faglige mål for de grundlæggende kvalifikationer. For nogle år siden fremlagde DA i en pjece om folkeskolen eksempler på det skred, der var sket i kravene til kvalifikationer i de grundlæggende fag. Fra præcise krav til elevernes kunnen i den blå betænkning fra 1960 havde kravene i forbindelse med den seneste folkeskolelov udviklet sig til et spørgsmål om elevernes personlige oplevelser. På den baggrund var det naturligvis ikke overraskende, at de danske elever klarede sig under middel i de internationale sammenligninger. Når der ikke stilles krav til faglig kunnen, kan man naturligvis ikke forvente, at eleverne behersker den.

De internationale undersøgelser satte mange gode initiativer i gang. En af de vigtigste var kravene om de klare mål for folkeskolen, der nu omfatter i alt 11 fag - resten er på vej. Det er en glædelig udvikling, men DA kunne godt ønske, at målene regelmæssigt blev evalueret. Det skal ikke forstås som en kontrol af skolen, men som et redskab til en fortsat og løbende udvikling af folkeskolen. Det omfatter også karakterer. De er et redskab til at vurdere eleverne og er blot en forsmag på de krav, der stilles i samfundet i øvrigt og i erhvervslivet.

Løsninger - hvad enten de skabes hos offentlige myndigheder eller i private virksomheder - vil blive målt og vejet af brugerne og forbrugerne. Så det er at stikke sig selv blår i øjnene at tro, at karakterer, evalueringer og eksamen er et gammeldags redskab, der er ligegyldigt for eleverne. Som brugere og forbrugere sammenligner vi også både offentlige og private ydelser. Hvorfor skal det så være en hemmelighed, hvordan de enkelte skoler klarer sig i forhold til elevernes faglige udvikling. Det er tværtimod et redskab for læring for den enkelte skole og de enkelte kommuner.

For det andet skal den undervisningsdifferentiering, der følger af den seneste folkeskolelov gennemføres, så eleverne får de optimale muligheder for at lære og udvikle sig fagligt og personligt. Med de krav, der stilles til den enkelte på arbejdsmarkedet, er det nødvendigt, at den enkelte lærer i sit tempo og på sin måde. Det fælles krav, der kan stilles til folkeskolen, er, at alle elever får det samme grundlag for læring. Men kravet er ikke, at eleverne skal lære på samme måde og i samme tempo. Vi er alle forskellige, så det er ikke en god ide at give alle den samme læring på det samme tidspunkt.

Kritikere af undervisningsdifferentiering eller individuel læring fremhæver, at det forrykker den sociale balance og forstærker sociale forskelle. Men enhedsskolen og fælleslæring har iflg. flere undersøgelser alligevel ikke formået at ophæve forskellene i den sociale baggrund. Samtidig - og det er værre - går mindst hver 5. elev ud af folkeskolen uden at kunne læse og skrive på et acceptabelt niveau.

Undervisningen skal tilrettelægges efter den enkelte elev. Nogle lærer hurtigt, andre langsomt. Nogle kan noget, andre kan andet. Men alle er dygtige til noget. Det skal der bygges på, så elevernes selvtillid ikke punkteres, og de ender uden uddannelse efter folkeskolen. Dermed har de risikoen for at blive marginaliseret. Læring skal med andre ord være en fornøjelse, så den enkelte får appetit på at lære mere. Læring må aldrig medføre nederlag for eleverne.

Det har i de seneste år ført til mange gode forsøg på at undervise på andre måder. Men det er langt fra udbredt nok. Desuden forhindrer folkeskolen, at der kan gennemføres holddeling som et systematisk undervisningsprincip.

Undervisningsministeren har derfor helt rigtigt sat øget holddeling på som et af de ti krav til en ny folkeskolelov.

Holddeling og undervisningsdifferentiering drejer sig ikke om niveaudeling. Det drejer sig om at styrke den enkelte elev tydeligt og synligt. I den forbindelse er det stærkt kritisabelt, at udgifterne til specialundervisning stiger, uden man ved, hvad pengene bruges til, uden viden om effekten og ikke mindst uden viden om, hvor mange elever, der er omfattet.

Enhedsskoleprincippet har haft sin værdi. Men i sammenligning med de lærings- og samarbejdsprincipper, der findes på arbejdsmarkedet, er det dog helt unaturligt, at eleverne følges ad fra 1. - 9. klasse uden ændringer. Tværtimod kan det styrke den enkelte elev at komme ud af fastlåste roller og blive set og fungere i nye sammenhænge. Sådan er det på arbejdsmarkedet, hvor nye organisationsformer og nye opgaver hele tiden bryder op i fastlåste strukturer. Hvorfor skulle det ikke være sådan i folkeskolen, hvor forandringer kan hjælpe eleverne til at omstille og tilpasse sig nye vilkår.

For det tredje er det vigtigt, at eleverne gennem forskellige lærings- og samarbejdsformer får trænet deres evne til at indgå i netværk og medvirke til, netværkets resultater bliver bedre end det resultat, hver enkelt kunne være kommet frem til. Derfor er det også vigtigt, at eleverne foruden undervisning i enkelte fag også undervises i fagene på tværs og i projektform. Det er væsentlige metodiske redskaber - blandt andre, til at lære eleverne, at fortsat læring kan ske på mange forskellige måder.

Undervisningsmetoder og læring om undervisningsmetoder er vigtigt, derfor er det beklageligt, at de ikke er til diskussion i skolebestyrelserne, men alene er et forhold mellem lærer og elev. Større synlighed om undervisningsmetoder vil være et vigtigt skridt frem i forhold til de krav, der stilles efter folkeskolen.

For det fjerde er det vigtigt, at folkeskolen fungerer i sammenhæng med verden uden for folkeskolen. Det gælder i det nære samarbejde med forældrene, i skolebestyrelsen, i samarbejdet med det lokale erhvervsliv - men ikke mindst i forhold til den virkelighed, skolen skal videregive til eleverne. Eleverne skal ikke beskyttes fra virkeligheden. Tværtimod skal de tidligt være fortrolige med forhold, krav og vilkår. Ellers risikerer de at få et virkelighedschok efter folkeskolen, hvor manglende uddannelse, afbrudt uddannelse, tilfældige job o.l. risikerer at sætte eleven så meget tilbage i forhold til muligheden for at klare sig selv, at han eller hun reelt bliver marginaliseret. Det er ikke til gavn for den enkelte, heller ikke for samfundet - men langt fra for erhvervslivet, som skal sikre en høj konkurrenceevne, så velfærdssamfundet kan fastholdes og udvikles.
Bragt i: Tidsskriftet "Pædagogisk Orientering" juni 2002