Ulykkesbegrebet udvides Et udvidet ulykkesbegreb skal være baseret på hidtidige principper. Betænkningen fra udvalg er et godt udgangspunkt for det videre arbejde DA mener:

DA er enig i, at en vis ændring af det nuværende ulykkesbegreb vil være rimelig. Det er dog afgørende, at ændringer sker gennem et supplement til det eksisterende og velfungerende ulykkesbegreb.

Forudsætningen for, at DA kan støtte en ændring, er, at man fastholder det grundlæggende princip om, at en arbejdsskade alene anerkendes, såfremt det er godtgjort, at den pågældende skade er forårsaget af arbejdet.

Arbejdsgiveren skal ikke betale for skader, der ikke har med arbejdet at gøre. Den lægefaglige bedømmelse af årsagssammenhængen er derfor vital for DA.

I det omfang et udvidet ulykkesbegreb medfører merudgifter på arbejdsskadeområdet, mener DA, at dette primært kan finansieres via en afskaffelse af det såkaldte afløsningsbeløb, der er en særlig ydelse for arbejdsskadede på folkepension.

Afløsningsbeløbet er forankret i en række historiske forudsætninger, der ikke længere er til stede og må betegnes som erstatning for tab af en erhvervsindkomst, der i praksis ikke er eksisterende.

F.eks. er afløsningsbeløbet ikke justeret i forhold til nedsættelsen af folkepensionsalderen til 65 år.

Det er også muligt at pege på andre finansieringskilder i form af afskaffelse af dobbeltkompensation. Det er i dag således f.eks. muligt at opnå et kompensationsniveau på mere end 100 pct. ved samtidig tildeling af social pension.
Baggrund: Beskæftigelsesministeren nedsatte i begyndelsen af 2002 et Arbejdsskadeudvalg, der fik til opgave at overveje en udvidelse af ulykkesbegrebet.

Udvalget skulle endvidere overveje mulighederne for at finansiere udgifterne til et udvidet ulykkesbegreb via justeringer af regelsættene inden for arbejdsskadeområdet.

Arbejdsskadeudvalget nåede ikke til enighed om et fælles forslag - hverken om ulykkesbegreb eller finansiering.

Dermed bliver det op til et flertal i Folketinget at beslutte, hvordan det fremtidige arbejdsskadesystem skal være.
Modeller for et nyt ulykkesbegreb Udvalget overvejede en række modeller for udvidelse af det gældende ulykkesbegreb.

Den model, DA umiddelbart støtter, er en model, der kan karakteriseres som et supplement til det eksisterende ulykkesbegreb, der samtidig lovfæstes.

Modellen falder i tråd med håndteringen af erhvervssygdomsområdet, hvor der anvendes en erhvervssygdomsliste, der skaber formodning om en årsagssammenhæng suppleret med en anerkendelsesmulighed, når en konkret medicinsk vurdering peger på, at skaden må anses for udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af arbejdet.

Modellen anslås af Arbejdsskadestyrelsen at ville koste cirka 300 mio. kr. i merudgifter pr. år.
Arbejdsmiljø
10. september 2002
KONTAKT
Underdirektør
Steen Müntzberg
33 38 92 86
sem@da.dk
LÆS MERE
DA's sammenfattende bemærkninger til Arbejdsskadeudvalg 2002's arbejde
LINKS
Læs Arbejdsskadeudvalgets betænkning (pdf-format)