Stop dansen om feriepenge Ferieloven er konstant i vælten på Christiansborg og særligt hos Det Radikale Venstre. Men et ensidigt politisk indgreb vil være et indgreb i overenskomsterne, mener Dansk Arbejdsgiverforening Af ansættelsesretschef Flemming Dreesen Der er tilsyneladende feriestemning hos Det Radikale Venstre året rundt. Ikke så snart er den ene ferieballon skudt ned, før partiet sender en ny til vejrs.

Senest med et forslag om nye omfattende ændringer af ferieloven, ligesom Folketinget efter alt at dømme igen - og på radikal foranledning - skal drøfte, hvordan et nyt feriepengesystem kan tilbageføre uhævede feriepenge til hver enkelt lønmodtager.

Men de snuptagsændringer af feriepengesystemet, som der hele tiden lægges op til, findes ikke, hvilket burde være alle Folketingets medlemmer bekendt.

For knap to år siden trådte en omfattende ændring af ferieloven i kraft - vedtaget med et bredt flertal i Folketinget inklusive de radikale stemmer og med tilslutning fra arbejdsmarkedets parter.

De ændringer har arbejdsmarkedets parter og virksomheder brugt store ressourcer på at gennemføre, fordi feriesystemet og feriepengesystemet er en så integreret del af arbejdsmarkedet, at ændringer oftest vil være det samme som et indgreb i overenskomsterne.

Men ideerne fortsætter med at boble fra Det Radikale Venstre - også selv om Folketinget lige netop er blevet orienteret via en redegørelse fra beskæftigelsesministeren om, hvordan feriesystemet hænger sammen.

I redegørelsen belyses bl.a. fordele og ulemper ved at fastholde virksomhedernes rente- og likviditetsfordele i forhold til udbetalingstidspunktet af feriepenge. I den forbindelse hedder det i betænkningen, at en omlægning af systemet kun vil betyde en beskeden økonomisk fordel for den enkelte lønmodtager.

Det er altså en myte, at det er store beløb, der går den enkelte lønmodtagers næse forbi.

For virksomhederne derimod vil en omlægning, hvor feriepengene bliver udbetalt sammen med lønnen - ifølge Beskæftigelsesministeriets beregninger - betyde et likviditetstab på 14 mia. kr. årligt.

En anden myte, der ligeledes punkteres af redegørelsen, er, at feriepengene tilhører lønmodtagerne.

Ifølge ferieloven eller indgåede aftaler, fremgår det ganske klart, hvornår feriepenge kan og skal udbetales, og hvornår virksomhederne indbetaler de feriepenge, som de naturligvis skal betale. Så enkelt er det.

Uanset at trangen til at danse om feriekalven er ustyrlig stor, så bliver kalven altså ikke federe af, at man danser rundt om dyret i det uendelige.
Bragt i Børsen den 10. december 2002
KONTAKT
Ansættelsesretschef
Flemming Dreesen
33 38 94 10
fld@da.dk
Publiceret:
10. december 2002