Paneldebat om morgensdagens skole i Norden Af uddannelseskonsulent Lise Skanting, Dansk Arbejdsgiverforening I den hurtigt foranderlige verden er der med rette fokus på den digitaliserede og globaliserede virkelighed. Men hertil kommer den demografiske virkelighed. Dvs. vore lande står over for udfordringer på flere områder.

Ikke alene skal skolen forberede til en verden, der rækker langt ud over det nære samfund - den gør det faktisk også gennem de teknologiske hjælpemidler. Samtidig skal de menneskelige ressourcer, der er til rådighed ses i et helt andet lys end tidligere - tilgangen af unge til arbejdsmarkedet er faldende på grund af små årgange, så frafald og manglende uddannelsesvalg er en trussel mod vore samfunds opretholdelse af velfærden.

Omsat i politiske svar peger det mod livslang læring i en kombination af forskellige politikområder. Det omfatter således ikke bare uddannelsespolitik men også beskæftigelsespolitik, socialpolitik og erhvervspolitik.

Det giver en helt ny udfordring for de sædvanlige opfattelser og medfører, at vi er nødt til at tænke i både-og i stedet for enten-eller.

Den tendens findes overalt i Europa men er klarest formuleret i de såkaldte Lissabon-konklusioner fra 2000, hvor EU's stats- og regeringschefer fastslog, at Europa skal være den stærkeste videnøkonomi med flere og bedre job og social samhørighed (inden 2010).

Det er derfor ikke længere et spørgsmål om enten at satse på markedsøkonomien og se stort på de menneskelige omkostninger - eller at satse på social lighed og se stort på konkurrenceevnen. De to dele skal forenes i en ny tænkning og i en ny fremgangsmåde, der ikke opstiller en modsætning mellem individ og samfund.

At være på arbejdsmarkedet, at kunne forsørge sig selv, at bidrage til samfundet og velfærdens beståen og udvikling bliver afgørende for både individ og samfund. Social marginalisering eller eksklusion er ikke længere blot et samfundsansvar - men også et individuelt ansvar.

Her kommer livslang læring ind i billedet. Gennem skolen og gennem ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser skal den enkelte opnå evnen til at få et job på arbejdsmarkedet. Og gennem løbende læring på enten uddannelsesinstitutioner, på arbejdspladsen eller i privatlivet skal den enkelte udvikle evnen til at forblive på arbejdsmarkedet.

Uddannelse er derfor ikke længere en aktivitet, der skal isoleres fra det øvrige samfund - eller for den sags skyld en aktivitet, der skal arbejde for at ændre det øvrige samfund. Uddannelse skal forberede den enkelte, men det skal foregå inden for de samfundsmæssige rammer - ikke blot kulturelt men også ud fra de krav, der stilles på arbejdsmarkedet.

Hvad betyder det for skolen ? Det betyder, at skolen skal fungere som grundlag for resten af elevernes liv - i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Hvis dette grundlag - eller fundament - ikke er stærkt nok, så kan der ikke bygges oven på, og hvis der bygges ovenpå, er der stor risiko for at overbygningen falder sammen ved den mindste rystelse.

Hvad er det så skolen skal forberede til ? Det er ikke blot til projekter, netværk og skiftende løsninger. Det overses ofte - især af eleverne selv - at en væsentlig del af grundlaget er faglig viden. Hvis ikke man har noget at byde på - kan noget - så er det svært at følge med og udvikle sig personlig. Det er tilsvarende svært at indgå i et samarbejde med andre, hvis man ikke har noget at byde ind med.

Kort sagt. Det er vigtigt, at eleverne har et solidt fagligt grundlag. Det opnås ved hjælp af klare faglige mål, mål for forskellige klassetrin og eksterne evalueringer. Det skal sikre, at ingen elever kommer ud af skolen uden grundlæggende færdigheder, eller at de begavede elever keder sig så meget i skolen, at de helt mister lysten til at lære.

Desuden skal eleverne have en personlig evne til at udnytte det faglige grundlag til nye innovative og kreative løsninger. Det skal gives ved hjælp af differentieret undervisning, både i forhold til den enkelte elev, en gruppe af elever og elever på forskellige klassetrin. Det skal være læringsmodellerne, der skal tilpasses eleverne - ikke eleverne, der skal tilpasse sig læringsmodellerne.

Endelig skal eleverne selvfølgelig være i stand til at samarbejde med andre. Det afspejler forholdene på arbejdsmarkedet, hvor der arbejdes på kryds og tværs af forskellige kompetencer, og hvor resultatet af den fælles indsats klart løfter sig over summen af de enkelte elevers indsats.

Bag alt dette er det vigtigt, at skolen spejler samfundet - især omkring job og erhverv. Skolen optager kun en lille del af elevernes tid. Jeg så for kort tid siden en opgørelse over, hvor stor en del eleverne i amerikanske skoler brugte af deres liv i 13 års skolegang. Svaret var 8 pct. Samtidig brugte de 42 pct. tid til noget, der kan karakteriseres som en læringsmulighed.

Det relativt lille tidsrum, eleverne er i skole skal forvaltes med stor omhu, fordi skolen har en så stor betydning.

Set i en nordisk sammenhæng er der en unik mulighed i at visionere sammen om skolens udvikling. Vore skoler er i udgangspunktet bygget op omkring de samme principper. Ligheder og forskelle i skolernes succes kan derfor med fordel studeres for at finde frem til de elementer, der har den afgørende betydning.

Endelig er det vigtigt for skolernes succes, at vi aldrig stiller os tilfredse med de resultater, vi har nået. Vi skal prøve, eksperimentere, lære af hinanden - vove noget nyt. Ellers står vi over for et helt andet problem: at vore elever er dårligt rustede til fremtiden, og at de nordiske lande dermed lander i bunden af samtlige internationale undersøgelser dvs. marginaliseres i udviklingen af kvalifikationer og kompetencer.
Fra: Fra Nordisk Ministerråds konference den 5. december 2002 i Oslo
KONTAKT
Publiceret:
7. januar 2003