Drop tvungen tilslutning til BST Ny rapport viser, at langt de fleste virksomheder ønsker at slippe for tvungen tilslutning til BST Som led i diskussionen om strukturen for det fremtidig arbejdsmiljøsystem har Teknologisk Institut på vegne af LO udarbejdet en rapport om virksomhedernes tilfredshed med BST - Bedriftssundhedstjenesten.

Dansk Arbejdsgiverforening mener, at rapporten er uden overraskelser.

Mere end halvdelen af de virksomheder, der skal være medlem af en BST-ordning, bruger kun rådgivningen fra BST, fordi der er betalt for den.

Hvad værre er, så oplyser godt 7 ud af 10 ledere på virksomheder med op til 10 ansatte, at de slet ikke bruger BST, selv om de betaler for at kunne få 0,6 times BST-rådgivning per medarbejder.

Generelt kan man af undersøgelsen udlede, at 4 ud af 10 adspurgte ledere enten ikke bruger BST eller er utilfredse med BST.

Langt de fleste, der slet ikke bruger BST, selv om de betaler for det, kommer fra virksomheder, der har under 19 ansatte - altså den typiske danske virksomhed.

Hver femte virksomhed ville, hvis det var muligt, helt stoppe med at bruge BST, mens 6 ud af ti virksomheder i en eller anden form ville bruge en BST-ydelse.

De ville med andre ord betragte BST som en af flere muligheder for at få rådgivning til at forbedre eller forebygge eventuelle arbejdsmiljøproblemer.

Endelig viser undersøgelsen, at hver tredje virksomhedsleder vurderer, at BST ikke har tilstrækkelig kendskab til, hvordan deres virksomhed fungerer. Underdirektør Thomas Philbert Nielsen siger:

Der er intet overraskende i rapporten fra Teknologisk Institut eller den måde LO bruger rapporten på.

Der kan på linie med en tidligere evaluering konstateres, at ca. 40 pct. af de adspurgte enten ikke benytter sig af BST eller er utilfredse med BST.

Desuden er det foruroligende, at over 70 pct. af lederne på de mindre virksomheder aldrig anvender BST på trods af deres tvungne BST-tilslutning.

Vi mener fortsat, at en tvungen tilslutning til BST er at gøre arbejdsmiljøet en bjørnetjeneste.

Når så mange virksomheder kun bruger BST, fordi der er betalt for det, så kan det være et udtryk for, at de ikke afsøger markedet for bedre løsninger, fordi man så kommer til at betale to gange for rådgivning til en og samme sag.

At opgive den tvungne tilslutning til BST er ikke ensbetydende med, at virksomhederne ikke har brug for rådgivning.

Et frit BST ville sikkert i mange tilfælde kunne være virksomhederne behjælpelig, hvilket underbygges af, at tilfredsheden med BST - trods den tvungne tilslutning - er pæn.

Det viser, at en del af BST-systemet kan klare sig i fri konkurrence med andre rådgivere.

Men den nuværende tvungne BST-tilslutning betyder, at mange virksomheder nøjes med BST, fordi det har man betalt for.

Arbejdsmiljø
13. marts 2003
KONTAKT
Underdirektør
Steen Müntzberg
33 38 92 86
sem@da.dk