Udvikling og fleksibilitet Af direktør Henrik Bach Mortensen, Dansk Arbejdsgiverforening Strukturkommissionen foreslår en regionalisering af det danske uddannelsessystem. Men en regionalisering vil svække Danmarks fortsatte placering i velfærdstoppen.

Velfærdssamfundet vil i de kommende år være under en dobbelt udfordring fra en aldrende befolkning og en hård konkurrence fra USA, Kina, Østeuropa og andre lande i stærk økonomisk udvikling.

Det stiller krav om fleksibilitet og udvikling.

Vi skal derfor alle indstille os på, at vores job er et andet i morgen, at vi får behov for et mere konkurrencedygtigt uddannelsessystem, at vi skal arbejde på et højere kompetenceniveau.

Danmark har indtil nu på mange måder klaret de internationale udfordringer godt takket være en stor fleksibilitet, en støt voksende arbejdsstyrke og et uddannelsesniveau, der løftede sig år for år. Men nu vokser arbejdsstyrken ikke længere af sig selv, og de nye årgange på arbejdsmarkedet er ikke bedre uddannet end dem, der går på pension.
Parat til udfordringer Arbejdsmarkeds- og uddannelsessystemet må indrettes, så det bedst muligt imødegår disse udfordringer.

Og det gøres ikke ved at opsplitte uddannelsessystemet i en række regioner, som Strukturkommissionen foreslår i en af sine modeller med en opsplitning af ungdomsuddannelserne, AMU-uddannelserne og korte videregående uddannelser (KVU) og eventuelt også de mellemlange videregående uddannelser på en række regioner/amter.

Der er en række grunde til, at en sådan opsplitning vil være uhensigtsmæssig:

Kravene til kompetencer har deres udspring nationalt og ikke mindst internationalt, og kravene er derfor de samme uanset, hvor i Danmark, man bliver uddannet. Og når kravene til uddannelsessystemet skal fastlægges nationalt, det vil sige af Folketing og regering, må det også være her, der træffes beslutning om de nødvendige midler til uddannelsessystemet. Endvidere uddanner unge sig i dag ikke med det sigte at blive i regionen, men

søger derhen, hvor de har de bedste jobmuligheder, uanset om det er i regionen, et andet sted i Danmark eller i udlandet.

Et velfungerende og fremtidssikret arbejdsmarked forudsætter en høj grad af såvel faglig som geografisk mobilitet. Den geografiske mobilitet hverken kan eller skal begrænses til at foregå inden for et antal regioner. Det vil derfor være helt uholdbart at søge at dække arbejdsmarkedets uddannelsesbehov gennem en regional fastlæggelse af uddannelsesudbuddet.
Regionale behov Men der skal naturligvis også tages hensyn til regionale behov. Det sker allerede i dag gennem styringen af de statsligt finansierede selvejende uddannelsesinstitutioner, hvor størsteparten af ungdomsuddannelserne, KVU og AMU-uddannelserne er placeret. Institutionernes bestyrelser består af en række lokale/regionale aktører, og økonomien for de enkelte institutioner fastlægges bl.a. ud fra, hvor mange elever de har, hvilket samtidig giver en direkte kobling til regionale og lokale behov.

På denne måde formår modellen med selvejende institutioner, at kombinere en overordnet styring af området med en betydelig decentral beslutningskompetence, som på den enkelte uddannelsesinstitution giver gode muligheder for lokal tilpasning og prioritering og kontakt til aftagerne af eleverne.

Et fælles nationalt ejerskab af hele uddannelsespolitikken er det bedste udgangspunkt for at sikre, at uddannelsespolitikken fortsat kan være et aktivt instrument for Danmarks placering i velfærdstoppen.
Bragt i Jyllands-Posten Meninger som debatindlæg den. 7. februar 2004
KONTAKT
Publiceret:
9. februar 2004