Høje sociale ydelser kan fastholde Få hænger fast i fattigdom, viser regeringens nye analyse, men samfundet risikerer, at folk hænger fast på høje sociale ydelser, tilføjer DA. Kun 1 pct. af dem, der på et tidspunkt er fattige, bliver ved med at være det i 10 år. Langt de fleste forlader hurtigt lavindkomstgruppen: Efter blot ét år er ca. 60 pct. ikke længere fattige.

Det viser en ny rapport, som fire ministerier er gået sammen om: Finans-, Integrations-, Social- og Beskæftigelsesministeriet.

Analysen er uddybende omtalt på de pågældende ministeriers hjemmesider.
Arbejdskraftchef i DA, Tina Voldby, siger:

"Analysen viser, at fattigdom ikke er noget stort, men typisk et kortvarigt fænomen i Danmark.

Ingen ønsker fattigdom af mere permanent karakter. Vi skal imidlertid passe på, at vi i vores iver efter at undgå fattigdom giver så høje sociale ydelser, at gevinsten ved at arbejde og uddanne sig forsvinder. Det vil gøre både den enkelte og samfundet fattigere, fordi mange, der godt kunne arbejde, bliver fastholdt på offentlig forsørgelse. Det er præcis det modsatte, vi har brug for.

Der er hele tiden ledige job, og et job i den lave ende af lønstigen fører som regel hurtigt til højere løn. Vi gør ingen en tjeneste ved at fratage nogen motivet til at arbejde - og muligheden for at komme de næste trin op ad lønstigen".
Arbejdsmarked
16. juni 2004