Klar udmelding om ansættelsesbeviser DA er tilfreds med afklaring omkring de nye regler for ansættelsesbeviser. Når domstolene fremover skal afgøre sager om ansættelsesbeviser, skal de bruge nye regler fra juni måned i år - uanset om sagen er påbegyndt, før reglerne trådte i kraft. Det slår beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen fast i en ny bekendtgørelse. Præciseringen kommer, efter at en dom fra Sø- og Handelsretten i august skabte tvivl om tolkningen af de nye regler.

Reglerne nedsætter godtgørelsesniveauet for mangelfulde ansættelsesbeviser og anvendes på alle sager, der ikke er endelig afgjort den 29. september 2004. Reglerne fastsætter den maksimale godtgørelse til 1.000 kroner, hvis der er tale om undskyldelige forhold hos arbejdsgiveren, og halverer det maksimale loft fra 26 ugers til 13 ugers godtgørelse.
Ansættelsesretschef i DA, Flemming Dreesen, siger:

"Vi er glade for, at ministeren har reageret så hurtigt og har præciseret reglerne, da der tilsyneladende var uklarhed om tolkningen. Vi mener ellers, at principperne var klare nok fra begyndelsen.

DA ser nu frem til et mere moderat og naturligt niveau både i godtgørelserne og i antallet af sager. De nye regler skal blandt andet anvendes, hvor lønmodtager og arbejdsgiver forsøger at forlige sagerne."
Personale og administration
29. september 2004
KONTAKT
Ansættelsesretschef
Flemming Dreesen
33 38 94 10
fld@da.dk
LÆS MERE
Hul i regler om godtgørelser
LINKS
Bekendtgørelse nr. 941 om ansættelses-beviser og godtgørelse