Socialt engagement er i top Af direktør Henrik Bach Mortensen, Dansk Arbejdsgiverforening Jyllands-Posten er i sin leder den 9. september kommet helt på vildspor i debatten om virksomhedernes sociale engagement og når frem til, at der her er tale om "erhvervssvigt". Mage til vildskud skal man lede længe efter.

Alle undersøgelser fra Socialforskningsinstituttet viser, at danske virksomheder udviser et stort og stadigt stigende socialt engagement over for udsatte grupper på arbejdsmarkedet. Forebyggelsen af, at sociale situationer opstår hos medarbejderne og i deres familier, er forankret på højt ledelsesniveau. Fastholdelse af medarbejdere, der er syge, sker i betydeligt omfang, og integrationen af socialt svage grupper, bl.a. flygtninge/indvandrere og personer med handicap, er på et højere niveau end nogensinde. Også i europæisk sammenhæng udmærker Danmark sig ved at ligge i front omkring virksomhedernes sociale engagement. Det kan derfor undre, at Jyllands-Posten hænger erhvervslivet ud for ikke at ville tage sin del af ansvaret for at skabe et mere rummeligt arbejdsmarked.

Københavnske græsrødder har foreslået, at der indføres "et mærke", som de virksomheder, der opfylder bestemte "sociale" kriterier, kan bryste sig med. Det har arbejdsgiverne vendt sig imod på trods af, at forslaget har fået medvind af flere politikere. Hvorfor har vi så det? Det kan siges meget kort: Fordi vi tror, at en mærkningsordning vil skade det seriøse sociale engagement på bekostning af det pop-smarte. Når alle undersøgelser viser, at danske virksomheder udfolder et stort, reelt og værdifuldt socialt engagement, så skal der meget stærke argumenter til, før vi tør medvirke til at dreje fokus over på at opfylde nogle summariske betingelser for at gøre sig fortjent til at få et mærke. Det er argumenter, som på ingen måde er leveret.

Ægte socialt engagement kan ikke sættes i skemaform, og uanset hvordan et sådant skema vil blive udformet, så vil det ikke give et dækkende billede af den aktivitet omkring socialt engagement, som foregår i virksomhederne. Op mod 80 pct. har under 20 ansatte. De vil typisk have svært ved at dokumentere deres engagement, men de udøver det, som alle undersøgelser også viser.

Disse mange usikkerhedsfaktorer ved tildeling af "et mærke", som udtryk for socialt engagement, kan i værste fald få de mange virksomheder, som ad frivillighedens vej gør meget, til at begrænse deres indsats. Socialt engagement er for alvorlig en sag til pop-smarte løsninger.

Bragt i Jyllands-Posten - JPKøbenhavn - den 14. september 2004.
KONTAKT
Publiceret:
16. september 2004