Forhastet forslag om efteruddannelse Hovedløst at lovgive om efteruddannelse før stort analysearbejde er færdigt, mener DA. LO opstiller i dag en 10-punktsplan for efteruddannelse, som lønmodtagerorganisationen foreslår, at Folketinget gennemfører ved lov. Blandt forslagene er 6 måneders uddannelsesorlov til lønmodtagerne hvert 5. år. Det vil dræne arbejdsstyrken med 200.000. Direktør i DA, Henrik Bach Mortensen, siger:

"Arbejdsgiverne er helt enige i, at efteruddannelse og kompetenceudvikling er uhyre vigtigt på fremtidens arbejdsmarked. Af samme grund er arbejdsgiverne gået helhjertet ind i arbejdet med regeringen og lønmodtagerne om at få gennemanalyseret voksen- og efteruddannelsesområdet.

Både det offentlige og virksomhederne i Danmark investerer mere i kompetenceudvikling og efteruddannelse end noget andet land.

Derfor er det en helt skæv tilgang til debatten om efteruddannelse og udfordringerne fra globaliseringen at starte med at foreslå nye milliardudgifter. Det gør LO med sit forslag om, at alle lønmodtagere skal have både ret og pligt til at tage uddannelsesorlov i et halvt år hvert femte år. Det fremgår ikke af forslaget, hvordan det skal finansieres, men da det dræner arbejdsstyrken med 200.000 personer, vil det alene af den grund skade både virksomhederne og samfundets muligheder i den globale konkurrence".
Uddannelse
7. oktober 2004
KONTAKT
LINKS
LO's forslag om efteruddannelse