Tynd påstand om unges studievalg Forfatter til ny rapport om 10 unge mener, at fjumreår gør unge sikre i deres studievalg. Men alt for mange bruger allerede alt for lang tid, især inden studierne, mener DA. Ifølge forfatteren til en ny undersøgelse, der har fulgt 10 unge siden gymnasiet, gør fjumreår unge mere sikre på deres studievalg, så de siden hen færdiggør studierne hurtigere. Undersøgelsen er omtalt i dagens udgave af URBAN.

DA's ArbejdsMarkedsRapport 2004, der udkom tirsdag i denne uge, viser imidlertid, at størstedelen af unges forsinkelse ligger inden studieårene, og at det ikke kun er en lille uafklaret gruppe, der er forsinkede.

DA's undersøgelse omfatter en hel årgang nyuddannede fra de erhvervsfaglige og videregående uddannelser - over 50.000 mennesker. Af dem var under 10 pct. gået den lige vej, mens 80 pct. havde brugt 2 år eller mere ud over det nødvendige på deres vej fra folkeskolen til en færdig uddannelse.

I gennemsnit er en nyuddannet forsinket 5½ år siden folkeskolen - og kun i gennemsnit 4 mdr. af den tid er forsinkelse på den færdiggjorte uddannelse. Resten er brugt på arbejde før studierne (3 år) rejser, sabbat mv. (0,7 år) og frafald og omvalg (knap 1½ år).
Chefkonsulent i DA, David Jensen, siger:

"Det nærmer sig det uansvarlige at udtale sig generelt om, at fjumreår gavner studievalget, når man kun har fulgt 10 unges forløb.

Nogle unge har måske godt af et enkelt tænkeår, før de fortsætter i uddannelsessystemet, men det må ikke blive til en generel anbefaling. Unge er i snit forsinket 5½ år, før de står med eksamensbeviset, så der er rig plads til forbedring, uden at det behøver skade de mest uafklarede unge.

Vi har brug for en nuanceret debat, der kan skabe en holdningsændring blandt de unge og deres forældre og vejledere. Vi har ikke brug for store konklusioner, der kun har små ben at gå på".
Uddannelse
25. november 2004
KONTAKT
LÆS MERE
ArbejdsMar­keds-Rapport 2004, kapitel 1