Oppositionen sender et uheldigt signal Manglende mandat til regeringen i sag om arbejdstidsdirektiv er problematisk, mener DA. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen skal i morgen til rådsmøde i Bruxelles, hvor en ændring af det såkaldte arbejdstidsdirektiv er på dagsordenen.

Ændringen af direktivet er blevet aktuel, efter to domme fra EF-Domstolen bl.a. har slået fast, at rådighedsvagter skal medregnes til arbejdstiden. Det er regeringens vurdering, at eksisterende overenskomster og aftaler vil være i strid med EU-lovgivningen, hvis ikke direktivet ændres.

Oppositionen har - med henvisning til at der er tale om et indgreb i aftalesystemet - afvist at give regeringen mandat til at stemme for ændringerne af direktivet.
Adm. direktør i DA, Jørn Neergaard Larsen, siger:

"Jeg er meget overrasket over, at oppositionen med socialdemokraterne i spidsen ikke bakker op om en direktivændring. Ændringerne vil netop sikre de aftaler, som arbejdsmarkedets parter i Danmark har indgået. Nu bliver Danmark nødt til at se til fra sidelinjen, mens de øvrige lande beslutter, hvordan ændringerne skal gennemføres. Det er et utroligt dårligt signal fra Danmark i et så vigtigt spørgsmål for den danske aftalemodel."
EU og internationalt
6. december 2004
KONTAKT
LINKS
Regeringens notat til Folketingets Europaudvalg