Vigtige skridt mod en bedre integration DA er glad for, at regeringen nu sætter fokus på de mange indvandrere, der aldrig har fået en egentlig integrationsindsats
  • Regeringens nye integrationsudspil skal både sikre, at unge får en uddannelse, og at indvandrere, der aldrig er blevet ordentligt integrerede, får en ny start.
Direktør i DA, Henrik Bach Mortensen, siger:

"Det er godt, at regeringen nu sætter fokus på de "gamle" indvandrere, der har været i landet i mange år, og som aldrig har fået en egentlig integrationsindsats.

Vi har i mange år alene fokuseret på de nytilkomne, men det er også nødvendigt at sikre, at indvandrere, der har været her i mange år, har forudsætningerne for at kunne klare sig på arbejdsmarkedet. Alt for mange står ikke til rådighed for arbejdsmarkedet.

DA ser dette som første skridt på vejen til at sikre, at vi ikke slipper integrationsprocessen, før indvandrerne har forudsætninger for at klare sig på arbejdsmarkedet eller for at kunne hjælpes af det almindelige arbejdsmarkedssystem.

Målet om 25.000 flere indvandrere og efterkommere i arbejde kræver, at der spilles på alle strenge, og DA fortsætter meget gerne samarbejdet med regeringen, der blev indledt med aftalen om en bedre integration i maj 2002.

Vi har længe efterlyst fokus på de mange flygtninge og indvandrere, der aldrig har fået en egentlig integrationsindsats, og som i dag modtager kontanthjælp.

En indsats, der skal sikre, at flere kommer i job, men også nedbryder risikoen for, at dårlige danskkundskaber og manglende arbejdsmarkedstilknytning går i arv til børnene.

Det er godt, at regeringen tager fat om, at flere unge indvandrere skal have en uddannelse, så vi ikke taber flere generationer".
Arbejdsmarked
10. maj 2005
KONTAKT