Sociale fremskridt kræver vækst Kæden er sprunget af for Parlamentets flertal, når de ser et modsætningsforhold mellem et vækstorienteret EU og et socialt orienteret EU

Af Jørn Neergaard Larsen, adm. direktør, Dansk Arbejdsgiverforening.

Europaparlamentet har fået mere magt og allerede vist, at man tør bruge denne magt. Men med magten følger også ansvaret.

Debatten om mere fleksible rammer for den europæiske arbejdstilrettelæggelse peger desværre tilbage på en arbejdsform fra dengang Parlamentet var et høringsorgan, der kunne tillade sig at stille krav uden at tage ansvar for det samlede resultat.

Det er en hjørnesten i EU's globaliseringsstrategi at gøre Europa til den førende videnbaserede økonomi i verden, som det udtrykkes i Lissabon-strategien. Målet er ambitiøst, men har hidtil kunnet samle bred tilslutning. Det er ikke så mærkeligt, for med tilkendegivelsen om, at vi ikke skal være konkurrencedygtige gennem lave lønninger, men gennem et højt kompetenceniveau, har lønmodtagerne sikkerhed for, at de bliver sat i centrum som samfundets og erhvervslivets vigtigste ressource.

I Danmark har vi erfaret, at der ikke er noget modsætningsforhold imellem på den ene side gode og attraktive forhold for lønmodtagerne på den anden side vækst og fremgang . Det skyldes det ikke mindst, at velfærdsgoderne er aftalt gennem aftalesystemet på en afstemt måde, så de kommer i en takt og på en måde, der modsvarer både virksomhedernes økonomi og behov for fleksibilitet og bæredygtige relationer til medarbejderne.

I Danmark har der været enighed om at prioritere fleksibiliteten højt, og det er en af de væsentligste forklaringer på, at vi trods høje lønninger og lav arbejdstid har klaret os relativt godt under afmatningen i begyndelsen af dette årti.

Der er lang vej igen, inden Europa er verdens førende videnøkonomi. Skal målet nås, skal Europa være et attraktivt sted at arbejde og udvikle sine kompetencer, og det bliver vi ikke uden en langt stærkere vækst. Det kræver, at den europæiske konkurrenceevne ses i et globalt perspektiv.

Her er det, kæden springer helt af for Parlamentet. Både Kommissionen og Ministerrådet har anbefalet, at det gældende arbejdstidsdirektiv bliver gjort mere fleksibelt, og der er bestemt ikke tale om særlig vidtgående forslag. Faktisk går forslaget stort set ud på at reparere på to domme fra EF-Domstolen og således bevare en retsstilling, som man troede, den var, inden Domstolen havde talt. Alligevel vælger et flertal i Parlamentet at benytte sin nye magt til gå i den stik modsatte retning efter en debat, der satte et primitivt modsætningsforhold op mellem vækst og social ansvarlighed.

Direktør i den internationale valutafond Rodrigo Rato sagde i Financial Times i fredags - den 20. maj - at manglende arbejdsmarkedsreformer er Europas store problem. "Selvom der er gennemført reformer, der virker, så er der stadig store overflødige restriktioner på mobilitet, tilskyndelse til at søge og finde job og jobskabende aktiviteter", sagde Rado, der konstaterede, at "man forsvarer ikke en velfærdsstat ved at forhindre folk i at arbejde mere".

Efter at EU's beslutningstagere har kommittet sig til Lissabon-målene, havde det været naturligt, hvis Parlamentet i sin behandling havde bidraget opfyldelse af de fastlagte mål. Når det nu ikke er tilfældet, burde Parlamentet som minimum anvise andre veje til at skabe verdens førende vidensøkonomi.

Parlamentsflertallet har med ændringsforslagene til arbejdstidsdirektivet i stedet valgt en vej, der vil forstærke Europas arbejdsmarkedsproblemer.
Bragt i Børsen d. 30. maj. 2005
KONTAKT
Publiceret:
30. maj 2005