Dansk Arbejdsgiverforening har den 6. august 2002 svaret Beskæftigelsesministeriet i sagen om

Kommissionens meddelelse om virksomhedernes samfundsmæssige engagement – CSR

Dansk Arbejdsgiverforening har modtaget EU-kommissionens meddelelse om virksomhedernes samfundsmæssige engagement: Corporate Social Responsibility: A business contribution to Sustainable Development og har i den anledning følgende bemærkninger:

DA ønsker indledningsvis at understrege, at den debat, som Kommissionens meddelelse indgår i, er meget væsentlig for virksomhederne. Debatten om virksomhedernes samfundsmæssige engagement (CSR) drejer sig således grundlæggende om, hvilke nye udfordringer den enkelte virksomhed står overfor i disse år på både nationalt og internationalt plan og hvordan man på den baggrund kan drive virksomhed på den mest optimale måde.

CSR-dagsordenen er altså grundlæggende en virksomhedsdagsorden og må derfor tage udgangspunkt i virksomhedernes behov.

De udfordringer, som samfundsudviklingen stiller den enkelte virksomhed overfor, vil variere kraftigt afhængig af, hvor stor virksomheden er, hvilket marked den opererer på, hvilke typer af ansatte den beskæftiger etc. etc. Derfor findes der ikke – og vil ikke kunne etableres - en enkelt model for, hvordan virksomhederne bør håndtere deres samfundsmæssige engagement

Udgangspunktet for CSR-diskussionen må således altid være den enkelte virksomhed og enhver form for udmøntning af virksomhedernes samfundsmæssige engagement vil kun kunne finde sted på basis af frivillighed. Dette gælder også f.eks. den enkelte virksomheds behov for – og muligheder for – at foretage rapportering eller regnskabsaflæggelse om de forhold, som har med CSR-dagsordenen at gøre.

DA hilser det derfor særdeles velkommen, at Kommissionens meddelelse fastholder, at frivillighed fortsat skal være fundamentet for udmøntningen af virksomhedernes samfundsmæssige engagement.

DA støtter således også EU-kommissionen i, at der ikke er noget behov for lovgivningsinitiativer fra EU’s side på dette område.

Efter DA’s opfattelse er det positivt, at Kommissionen i meddelelsen lægger vægt på, at der bør være speciel vægt på mindre og mellemstore virksomheders særlige forhold i relation til CSR-dagsordenen.

DA finder det endvidere hensigtsmæssigt, at Kommissionen lægger op til, at udviklingen af virksomhedernes samfundsmæssige engagement skal finde sted på baggrund af erfaringsudveksling virksomhederne imellem og med virksomhedernes interessenter. Som udgangspunkt er det derfor DA’s opfattelse, at oprettelsen af det europæiske Multistakeholder Forum om CSR (CSR EMS Forum), som indgår som et af de væsentligste initiativer i meddelelsen, kan være en hensigtsmæssig måde at sikre en fortsat frugtbar udvikling af debatten om virksomhedernes samfundsmæssige engagement til gavn for alle involverede.

Det er dog på baggrund af meddelelsen fortsat temmelig uklart, hvad den præcise rolle for det nye forum bliver og DA ønsker derfor at give udtryk for to væsentlige forbehold med hensyn til dels de mulige resultater af arbejdet i CSR EMS Forum og dels sammensætningen af dette.

Resultaterne af arbejdet i CSR EMS Forum

Med hensyn til resultaterne af arbejdet i CSR EMS Forum ønsker DA at understrege, at det er afgørende, at formålet med det nye forum ikke må være at udvikle forslag til fremtidige forpligtende retningslinjer for virksomhederne eller ny EU-lovgivning på området.

I meddelelsen inviterer Kommissionen CSR EMS Forum til at udvikle fælles retningslinjer og kriterier for bl.a. rapportering og sociale mærkningsordninger til offentliggørelse medio 2004. Det er DA’s klare opfattelse, at sådanne fælles retningslinjer ikke meningsfuldt vil kunne etableres. Hvis man alligevel forsøger, vil det kunne have en række skadelige virkninger på den enkelte virksomheds engagement og indebære en risiko for, at virksomhederne påføres unødige administrative byrder. Fælles retningslinjer på disse områder bør derfor ikke stilles op som en målsætning for arbejdet.

CSR EMS Forum vil til gengæld kunne spille en vigtig rolle i forhold til at udvikle forslag til nye former for erfaringsudveksling på europæisk niveau og på tværs af de enkelte medlems-lande. I den forbindelse er det DA’s vurdering, at man fra dansk side vil kunne bidrage til den fortsatte udvikling af CSR på EU-plan med gode erfaringer fra de frivillige partnerskaber mellem virksomheder og offentlige myndigheder, som er blevet indhøstet gennem de senere år, og som i forskellige sammenhænge kan dokumenteres at have haft en række positive konsekvenser.

CSR EMS Forum vil ligeledes kunne anvendes til at arbejde for, at lande, hvor EU-virksomheder opererer, er i stand til at levere de samfundsmæssige rammebetingelser og sociale grundrettigheder for egne borgere, som gør det muligt at drive virksomhed på en hensigtsmæssig måde i disse lande. I den forbindelse vil CSR EMS Forum kunne støtte implementeringen af f.eks. de grundlæggende ILO-rettigheder i lande, hvor disse endnu ikke fungerer tilfredsstillende.

Sammensætningen af CSR EMS Forum

Med hensyn til sammensætningen af CSR EMS Forum er det DA’s opfattelse, at Kommissionen lægger op til en lovlig bred sammensætning af dette, hvor virksomhedernes repræsentanter alene indgår om et mindretal blandt mange aktører - herunder en lang række græsrodsorganisationer, som ikke kan forventes at have nogen udstrakt forståelse for de vilkår, som en virksomhed er underlagt indenfor dette felt.

DA frygter på den baggrund, at arbejdet i CSR EMS Forum ikke vil blive tilstrækkelig frugtbart. Som nævnt er og bør virksomhedernes samfundsmæssige engagement være et virksomhedsanliggende, hvilket den foreslåede sammensætning af det nye forum efter DA’s vurdering ikke afspejler i tilstrækkelig grad.

Med venlig hilsen

DANSK ARBEJDSGIVERFORENING

Nikolaj Bøgh