Ad frivillighedens vej

Virksomhederne udviser i stadigt stigende omfang socialt engagement.

Det viser en ny årbog, som Socialforskningsinstituttet udgiver i dag. Årbogen dokumenterer, at langt størstedelen af danske virksomheder tager stigende hensyn til ansatte med børn, ældre og sygdoms- eller kriseramte medarbejdere. Det sker i forhold til ansatte med børn f.eks. i form af tilbud om fleksibel arbejdstid og hjemmearbejdsplads. Seniormedarbejdere tilbydes kortere arbejdstid med hel eller delvis lønkompensation, og endelig tilbydes sygdoms- eller kriseramte medarbejdere bl.a. mere lempelige præstationskrav i en periode. Alle ordninger, som et stigende antal virksomheder altså i dag kan tilbyde medarbejderne.

Årsrapporten viser også, at der blandt samtlige ansatte på de private virksomheder er 4,7 pct. flygtninge eller indvandrere. Det er en højere andel end i det offentlige, hvor kun 3,1 pct. af medarbejderne har indvandrerbaggrund.

Direktør Henrik Bach Mortensen:

”Socialforskningsinstituttets årbog viser, at man kan nå langt ad frivillighedens vej og ved at tage hensyn til de forskellige muligheder i virksomhederne. Det er glædeligt, at det sociale engagement udvikler sig så positivt. Især er indsatsen i forhold til integrationen af flygtninge og indvandrere værd at fremhæve.

Havde tiltagene over for børnefamilierne, seniorerne, flygtningene og de sygdomsramte været styret af lovregulerede kvoter eller anden tvang, ville SFI i dag ikke kunne præsentere tal, der vidner om stort socialt engagement på de danske arbejdspladser.”

Arbejdsmarked
30. november 2005
KONTAKT
LINKS
Virksomhedernes sociale engagement. Resumé