3F manipulerer

Fagforbundet 3F har i dag offentliggjort en meningsmåling om regeringens forslag til en velfærdsreform. Ifølge undersøgelsen er 59 procent af danskerne modstandere af, at ungeindsatsen udvides til de 25-29-årige der ikke har taget en kompetencegivende uddannelse.

Chefkonsulent Erik Simonsen:

”Resultatet af undersøgelsen har været som bestilt. 3F har desværre ikke ønsket at afdække danskernes reelle holdninger til velfærdsreformer.

Det eneste afslørende i undersøgelsen er, at de unge har gennemskuet, at velfærdsregningen ender i børneværelset, hvis ikke der gennemføres arbejdsmarkedsreformer nu.

De unge mellem 18-35 år er langt mindre forbeholdne over for en udvidet ungeindsats end de ældre i 3F’s undersøgelse – det endda selv om de er stillet et stærkt farvet spørgsmål af 3F, der bl.a. undlader at oplyse, at forsørgere ikke rammes af forslaget.

Det er ærgerligt at konstatere, at Danmarks største fagforbund ikke hær lært af sine tidligere fejltagelser. De argumenter 3F fremfører mod udvidelsen af ungeindsatsen, er præcis de samme argumenter, som Hardy Hansen og SiD tordnede med i 1995, da den Socialdemokratisk ledede regering ville sænke den rekordhøje ungdomsledighed og halverede dagpengene for de unge. Den indsats fjernede på rekordtid den høje ungdomsledighed, som Danmark havde kæmpet med i 30 år.

Dengang som nu er der tale om et fagforbund med en fejllæsning af arbejdsmarkedets dynamik. Unge uden uddannelse skal selvfølgelig tilskyndes til at udvikle deres kompetencer. Alt andet vil være at lade dem i stikken i en stadig mere globaliseret verden.”

Arbejdsmarked
29. april 2006
KONTAKT
Underdirektør
Erik E. Simonsen
33 38 94 13
ees@da.dk
LÆS MERE
Citater SiD / 3F