Praktikpladsfesten fortsætter

De nye praktikpladstal fra Undervisningsministeriet viser, at tilgangen af nye praktikpladser i årets to første måneder er steget fra 4.428 til 5.290 i forhold til samme periode i 2005. Det er en stigning på 19 pct.

Det er den 26. måned i træk, hvor der er en stigning i tilgangen af nye praktikpladser.

Bestanden af igangværende uddannelsesaftaler er nu på 60.300. Næsten 4.000 flere lærlinge har en uddannelsesaftale end for 2 år siden, hvor bestanden var 56.500.

Samtidig falder antallet af elever, som søger praktikplads. 7.049 søger praktikplads i februar 2006 mod 10.368 i februar 2005.

Uddannelseskonsulent Simon Neergaard-Holm:

Vi ser i øjeblikket en fantastisk udvikling, hvor antallet af praktikpladser understøttet af den gode konjunkturudvikling vokser støt.

Samtidig rasler antallet af praktikpladssøgende ned. Køen bliver kortere og kortere for hver måned. Myterne om den lange kø af unge, som står uden uddannelsesmulighed, må nu vige. Det er i virkeligheden vigtigt, at man ikke gør praktikpladsproblemet større end det er, fordi det kan skræmme de dygtige unge væk fra erhvervsuddannelserne.

En del af de søgende i praktikpladskøen vil kunne komme med, hvis de søger bredere, idet der er ledige praktikpladser inden for områderne: plast, industriteknik, smed, chauffør, fødevarebutikker, vvs, glarmester, bager samt butiksslagter.

Uddannelse
3. maj 2006
KONTAKT