Uansvarlige a-kasser

Rådighedskontrollen skal væk fra a-kasserne

Beskæftigelsesministeren holder i dag kl. 16.30 møde med formanden for A-kassernes Samvirke, Morten Kaspersen, formanden for KL, Erik Fabrin og direktør i Arbejdsmarkedsstyrelsen Marie Hansen om problemerne med at skaffe virksomhederne den arbejdskraft, de har behov for.

Forud for mødet har formanden for A-kassernes Samvirke, Morten Kaspersen, over for Ritzaus Bureau i dag sagt, at arbejdsgiverne blæser problemerne med at skaffe dansk arbejdskraft op, fordi de i virkeligheden er interesseret i at hente billigere østeuropæisk arbejdskraft til Danmark.

Direktør Henrik Bach Mortensen:

”Det er uacceptabelt, at virksomhederne må opgive at skabe flere arbejdspladser samtidig med, at mange tusinde går ledige. Det er derfor godt, at ministeren i dag kræver, at KL, AF og a-kasserne alle lever op til deres opgaver i forhold til arbejdsmarkedet.

Det er et uacceptabelt forsøg på at afspore debatten om lediges rådighed for arbejdsmarkedet, når Morten Kaspersen påstår, at arbejdsgiverne kun er interesseret i at hente billigere østeuropæisk arbejdskraft til Danmark.

Morten Kaspersen ved udmærket, at virksomhederne skal aflønne de udenlandske arbejdstagere efter de samme overenskomster som danskere.

Udtalelsen viser, at a-kasserne ikke ønsker at tage deres del af ansvaret og ikke har viljen til at forvalte rådighedsreglerne. Regeringen bør nu realisere sit løfte fra regeringsgrundlaget i 2001 om at fratage a-kasserne opgaven med kontrol af lediges rådighed.”

Arbejdsmarked
23. august 2006
KONTAKT
Chefkonsulent
Jørgen Bang-Petersen
33 38 94 14
jbp@da.dk