Solidariteten burde række til velfærdsreformer

Af direktør Henrik Bach Mortensen, Dansk Arbejdsgiverforening

Velfærdskommissionen kunne ligeså godt være kaldt ”Kommissionen til bevarelsen af det offentligt finansierede velfærdssamfund”, for det er reelt den opgave Velfærdskommissionen blev bedt om at løse, og som regeringen efterfølgende har fulgt op på med sit velfærdsudspil.

Når forhandlingerne om velfærdsreformer af demonstranterne i sidste uge blev fremstillet som en nedskæringsdagsorden, er det derfor noget vrøvl. Forhandlingerne handler i bund og grund om, hvordan virksomhederne får mulighed for at sikre det antal arbejdspladser, som er en forudsætning for, at vi fremover kan finansiere velfærdssamfundet, som vi kender det.

Modstanderne af velfærdsreformer har forpuppet sig i en sådan grad, at det eneste, de er fælles om, er at bekæmpe forandring. Der er tale om en uhørt grad af konservatisme, som vi også for nylig har set eksempler på i Frankrig.

Konsekvenserne af at afvise velfærdsreformer er, at man ikke kan forvente, at der vil være råd til det velfærdssamfund, som vi kender i dag. Den stigende levealder, relativt færre unge og flere ældre indebærer, at den offentlige sektor ikke kan finansieres, hvis ikke mange flere vælger at deltage på arbejdsmarkedet.

Uden markant flere i beskæftigelse vil det kun være muligt at fastholde hovedtrækkene i det offentligt finansierede velfærdssamfund, hvis skatterne forøges væsentligt, og det er i en global økonomi ganske enkelt ikke en mulighed. Skatten på arbejdskraft svækker allerede Danmarks status som et tillokkende land at drive virksomhed og arbejde i. Yderligere skat på arbejdskraft vil få store konsekvenser for det danske velfærdssamfund. Globaliseringen har gjort både arbejdskraften og virksomhederne mobile. Man søger derhen, hvor vilkårene for at virke er bedst mulige. Uden reformer af vores velfærdssamfund vil Danmark ikke kunne fastholde en position som et attraktivt land at drive virksomhed i eller et attraktiv land at lægge sin arbejdskraft i.

Når demonstranterne i sidste uge afviste reformer og talte om solidaritet, så er det i hvert fald ikke solidaritet med kommende generationer.

Velfærdskommissionen har grundigt analyseret udfordringen. Beskæftigelsen skal øges med 280.000 personer i forhold til den udvikling, der ellers vil forløbe. Regeringen har lagt en forslagspakke frem, som desværre ikke tackler udfordringerne fuldt ud. Der vil blive brug for yderligere reformer. I DA havde vi gerne set en fuldstændig afskaffelse af efterlønnen. For efterlønnen er en ordning, som har kostet titusindvis af arbejdspladser i de danske virksomheder.

Manglen på arbejdskraft vokser dag for dag. Baggrunden for denne udvikling er meget positiv. Nemlig at virksomhederne hver dag skaber mange nye arbejdspladser. Men en fortsat positiv udvikling kræver politisk handling. Vi kan ikke have tusinder af ledige på passiv offentlig forsørgelse, når der er mulighed for at få ordinært arbejde. Også på dette punkt er regeringens udspil ikke vidtgående nok. Sanktionen ved at afslå arbejde bør skærpes fra de nuværende 3 uger til 6 uger, arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere bør straks tilmeldes AF, ydelsesperioden i dagpengesystemet bør reduceres, og fleksjobordningen bør reformeres yderligere.

Regeringens udspil indeholder en række væsentlige forslag, som bidrager til at håndtere velfærdssamfundets udfordringer. Er der dele af regeringens udspil, man ikke kan støtte, så forudsætter en opretholdelse af velfærdssamfundet, at man fremlægger alternative forslag, som vil have tilsvarende effekter på arbejdsstyrken. De fleste modstandere af velfærdsreformer har hidtil kun evnet at sige nej, men alternative troværdige forslag udebliver.

For danske virksomheder er det afgørende, at det er muligt at rekruttere det nødvendige antal medarbejdere, som er motiverede for at gøre en indsats, og som har de rigtige kvalifikationer. Det gælder nu, og det gælder om 10 og 20 år. Er det ikke muligt for virksomhederne at få de nødvendige medarbejdere, så vil de fleste virksomheder se sig om i andre lande for at sikre produktionen. Og hver gang der flytter en arbejdsplads fra Danmark, fordi en virksomhed ikke har kunnet få de nødvendige medarbejdere, bliver udfordringen med at finansiere velfærdssamfundet så meget større.

Den sikreste måde at sende danske arbejdspladser ud af landet på, er at stoppe den reformproces på arbejdsmarkedet, som har kendetegnet de seneste 10-15 år, og som de igangværende velfærdsreformer er en naturlig forsættelse af. En række centrale punkter i regeringens velfærdsudspil er en videreførelse af de initiativer som den tidligere socialdemokratisk ledede regering stod for. Forslag som store dele af fagbevægelsen og venstrefløjen også dengang var negative overfor, men som efterfølgende viste sig, at have meget stor værdi.

Overgangsydelsen, som var en efterlønslignende tilbagetrækningsordning for 50-59-årige, blev afskaffet, og resultatet var en kæmpesucces i form af øget beskæftigelse. Hvorfor skulle en afvikling af efterlønnen ikke have samme effekt?

Ydelsesperioden i dagpengesystemet blev reduceret fra mere end 9 år til 4 år og ældres ret til dagpenge i 15 år blev også begrænset til de nuværende 9 år. Også disse initiativer var succesfulde. Nu mangler vi at gennemføre en ligestilling af de 55-59 årige, når det gælder retten til dagpenge, så denne gruppe ikke løber en særlig risiko for langvarig fastlåsning i offentlig forsørgelse.

Halve dagpenge til under 25-årige uden uddannelse blev indført i 1996 og var straks en succes. Ledigheden for unge uden en kompetencegivende uddannelse raslede ned. Målet var også dengang, at unge skulle motiveres til at tage en kompetencegivende uddannelse i stedet for et liv på kanten af arbejdsmarkedet. Hvorfor skulle en udvidet ungeindsats ikke få flere 25-29-årige til at tage en kompetencegivende uddannelse?

Det danske samfund nyder i dag godt af de reformer, som er blevet gennemført de seneste årtier. Ingen stiller længere spørgsmålstegn ved, at skiftende regeringer så rigtigt ved at gennemføre disse reformer. Men havde det i stedet været de forandringsangste kræfter på Christiansborg Slotsplads som havde fået deres vilje dengang, så havde dansk økonomi og beskæftigelse ikke været i top i dag.

1990’ernes reformer har bidraget til at skabe et af Europas mest fleksible arbejdsmarkeder. Arbejdsmarkedets parter og ministre deltager i utallige arrangementer rundt i Europa om den danske flexicurity model. Der er mange kvaliteter ved det danske arbejdsmarked, men vi må ikke blive forblændet af den meget positive omtale. Efterlønsordningen har ikke meget med flexicurity at gøre, ligesom flexicurity ikke kan bruges som et argument mod at ændre på dagpengeperiodens længde. Ret til fire års offentlig forsørgelse uden at være i kontakt med det ordinære arbejdsmarked har intet med fleksibilitet at gøre. Det er på tide at tage fat på at reformere dagpengesystemet grundlæggende, så lavere lønnede i højere grad tilskyndes til at arbejde og så systemet i en periode bedre kompenserer for tabt arbejdsfortjeneste. En sådan dynamik vil styrke flexicuritymodellen.

Vi har i øjeblikket et fordelagtigt medløb af gode konjunkturer. Hvis vi ikke i den nuværende situation formår at styrke grundlaget for velfærdssamfundet ved at øge arbejdsstyrken og nedbringe antallet af personer på offentlig forsørgelse, hvornår har vi så tænkt os, at gøre det?

Bragt i Berlingske Tidende 24.5.2006