Kommunal vækst undergraver velfærdssamfundet

Af Henrik Bach Mortensen, direktør i Dansk Arbejdsgiverforening

Regering og folketing skal holde fast i den aftalte udvikling i kommunernes udgifter. Hvis kontrollen med de offentlige udgifter skrider, undergraves de private virksomheders muligheder for at sikre det økonomiske grundlag for velfærdssamfundet.

Det er stærkt foruroligende at opleve tidens krav om fortsat vækst i kommunernes udgifter til service på en lang række felter. Det er krav, der fremsættes, i forlængelse af en stigning i den offentlige beskæftigelse på 60.000 personer over de seneste ti år. Hvis kravene skulle opfyldes, kan det kun ske gennem en udhuling af den samfundsøkonomiske linje, der længe har været bred opbakning til, og det kan kun ske ved at reducere beskæftigelsen i de private erhvervsvirksomheder.

Et bredt flertal i folketinget indgik før sommerferien en aftale om at forbedre mulighederne for at opretholde velfærdssamfundet på lang sigt bl.a. gennem en vis forøgelse af den fremtidige tilbagetrækningsalder på arbejdsmarkedet. Men både Velfærdskommissionen og andre kompetente økonomer har vist, at det er hævet over enhver tvivl, at samfundsøkonomien og dermed velfærdssamfundet ikke kan hænge sammen hverken på kort eller langt sigt, hvis der ikke er ualmindelig stram snor i de offentlige udgifter og hvis ikke der er snævre grænser for væksten i den offentlige beskæftigelse.

Det er ikke særligt imponerende, hvis de samme politikere som roste sig af langsigtet ansvarlighed ved indgåelsen af velfærdsforliget, nu vil solde gevinster i en fjern fremtid op ved i de kommende år at åbne sluserne for yderligere udgiftsvækst i kommunerne.

Skulle der virkelig vise sig politisk flertal for yderligere vækst i den offentlige sektor kan øget beskæftigelse kun ske på bekostning af erhvervsvirksomhederne. Som det danske arbejdsmarked tegner sig nu og i de kommende år, vil den samlede beskæftigelse være et nulsumsspil mellem virksomhederne og den offentlige sektor. Vi har fuld beskæftigelse, så hver gang der ansættes yderligere en person i en kommunal institution, kan den pågældende kun hentes i erhvervsvirksomhederne, som må se antallet af beskæftigede medarbejdere falde.

Faktisk er der ikke engang tale om et nulsumsspil. Med den demografiske udvikling, vi står over for, vil der blive stadig færre personer i den arbejdsdygtige alder. Det indebærer, at erhvervsvirksomhederne både vil blive klemt på deres muligheder for at rekruttere medarbejdere af den faldende arbejdsstyrke og af den vækst i beskæftigelsen i den offentlige sektor, som der er så stærke krav om.

Som Velfærdskommissionen har vist, vil opfyldelse af kravene om øget offentlig vækst på de kommende års arbejdsmarked kun føre til voldsomme skattestigninger.

Det er en fattig strategi, udelukkende at ville møde ønsket om en tilfredsstillende offentlig service til borgerne gennem massiv udgiftsvækst. En ansvarlig tilgang ville være først at stille spørgsmålstegn ved, om vi virkelig har råd til fortsatte standardforbedringer i den offentlige service. Og dernæst at spørge om ikke vi kunne løse de offentlige opgaver på en mere effektiv måde.

I forbindelse med sammenlægningen af kommuner som led i kommunalreformen, skulle der jo netop være rigtig mange muligheder for at realisere store gevinster for os alle ved en mere hensigtsmæssig organisering af den kommunale opgavevaretagelse. Det har vel aldrig været filosofien bag reformen, at effektiviteten skulle reduceres til laveste fællesnævner i de større kommuner eller, at serviceniveauet alle steder skulle hæves til det højest mulige niveau.

Det har alvorlige samfundsøkonomiske følger blot at slå gækken løs, og regering og folketing burde i stedet samles om en langt mere bevidst prioritering af de offentlige udgifter og om en fælles bestræbelse på at løse opgaverne i stat og kommuner uden at svække erhvervsvirksomhedernes beskæftigelse. Ellers svækker man det langsigtede grundlag for det velfærdssamfund, man hævder at ville beskytte.

Bragt i Berlingske Tidende 5.10.2006