Kan direktører diskrimineres?

Af Flemming Dreesen, ansættelsesretschef i Dansk Arbejdsgiverforening

I Advokaten 2/06 rejser advokat, LLM, Jacob Sand spørgsmål om, hvorvidt direktører bør omfattes af diskriminationslovgivningen. Anledningen er en udtalelse fra Beskæftigelsesministeriet vedrørende forskelsbehandlingsloven, hvorefter direktører kan omfattes af diskriminationsforbuddet i loven. Det er ikke hensigten her at beskæftige mig med ministeriets udtalelse, som jeg er helt uenig i, men derimod det principielle spørgsmål om udstrækning af beskyttelseslovgivning til direktører.

Det kan i forhold til diskussionen forekomme cirkulært, da dette er en del af problemstillingen, men vi taler her kun om de direktører, der er det øverste led i en virksomhed, selskab eller forening – kort sagt den gruppe, der traditionelt i dansk ret er anset at falde uden for f.eks. ansættelseslovgivningen. Det er typisk den administrerende direktør. Ferielovens område er bl.a. alene personer, der vedtager vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold.

Hvorfor skal direktører i det hele taget omfattes af diskriminationslovgivning? Min påstand er, at retningen i tanken ikke løser, men derimod skaber en lang række retspolitiske spørgsmål og vil have skadelige implikationer for direktørers nødvendige, uafhængige status og for selvstændige erhvervsdrivende.

Ovenfor har jeg allerede inddraget ferieloven. Konsekvenserne er nemlig ikke indskrænket til EU-baseret diskriminationslovgivning (deltid, ligeløn, alder, handicap m.v.), men vil omfatte hele beskyttelseslovgivningen på arbejdsmarkedet, hvad enten den er EU-baseret eller ej: Funktionærloven, ansættelsesbevisloven, foreningsfrihedsloven osv. Ferieloven har f.eks. også en forankring i EU’s arbejdstidsdirektiv.

Ole Hasselbalch har bl.a. i ”Arbejdsrettens almindelige del”, 2. udgave, jf. side 51 ff, en udførlig gennemgang af lønmodtagerforholdet – herunder også direktørers forhold. Hans gennemgang viser (med få undtagelser), at direktørerne falder uden for den ansættelsesretlige lovgivning – herunder diskriminationslovgivningen.

Realargumentet for, at disse direktører ikke er omfattet af den ansættelsesretlige beskyttelse, er, at direktøren er og skal være selskabet, og selskaber er ikke ”personer”. Direktøren og selskabet kan simpelthen ikke skilles ad. Direktøren skal, for at et direktørbegreb i det hele taget giver mening, være det personificerede udtryk for selskabet. Selskabslovgivningen forudsætter, at der ved siden af bestyrelsen er en ansvarlig direktion, som tegner selskabet.

Beskæftigelsesministeriet anfører i sin udtalelse, at ”kontraktforholdet mellem direktøren og ejerens bestyrelse har en række ”karakteristika”, som normalt kendetegner et ansættelsesforhold, f.eks. ansættelses- og afskedigelseskompetence og instruktionsbeføjelse”. Dette kan ikke være det bærende argument. Det samme har statsministeren f.eks. over for en minister i sit kabinet. Det har jeg vel også over for den murermester, som jeg hyrer. Jeg kan vel ”fyre” ham eller bestemme, om min skorsten skal være bred eller smal.

Hvordan kan man i det hele taget forskelsbehandle en direktør? Hvem skal man sammenligne den administrerende direktør i et selskab med, hvis den administrerende direktør f.eks. vil rejse et spørgsmål om ligeløn? Vil den administrerende direktør kunne rejse sager mod bestyrelsen i det løbende direktørforhold med påstand om diskrimination? Hvis bestyrelsen og direktøren uanset af hvilket grund er uenige, er bestyrelsens og direktørens veje så ikke nødsaget til – af hensyn til selskabet – at skilles? Meningen med f.eks. godtgørelsesbestemmelser i beskyttelseslovgivning er jo at regulere adfærd.

Også i forhold til selvstændige erhvervsdrivende er konsekvenserne betænkelige. I givet fald skulle beskyttelseslovgivningen også gælde for den person, der f.eks. er direktør i sit eget ApS. Vedkommende ville f.eks. være tvunget til at tage 5 ugers årlig ferie og underlagt begrænsninger i sin arbejdstid. Til gengæld ville vedkommende kunne få adgang til godtgørelsesbeløb, når han som bestyrelsesformand diskriminerede sig selv i direktørrollen.

Efter mine begreber er udstrækningen af diskriminationsbeskyttelse til direktører imod den grundlæggende præmis om direktørens nødvendige identifikation med selskabet. Forholdet mellem direktøren og bestyrelsen fastlægges bedst for alle parter via direktørkontrakten, hvor der f.eks. medvirker advokater som rådgivere på begge sider.

Bragt i Advokaten 2006:4