Vismandsrapport kræver handling

Dansk økonomi oplever fortsat høj vækst og stigende velstand. Men festen slutter med tømmermænd, hvis vi ikke får gang i reformarbejdet igen.

I den nye vismandsrapport advarer vismændene om, at Danmark står foran en vækstafmatning som følge af mangel på arbejdskraft.

Vismændene finder, at risikoen for overophedning er betydelig. Derfor er de særligt kritiske over for det stigende offentlige forbrug, og efterlyser nye målsætninger for udviklingen i det offentlige forbrug.

På langt sigt vil det være afgørende med reformer af den offentlige sektor og på arbejdsmarkedet, da Velfærdsforliget ifølge Vismandsrapporten kun løste halvdelen af det langsigtede problem med at finansiere den offentlige sektor.

Direktør Henrik Bach Mortensen:

”Hvis mangel på arbejdskraft vil få væksten til at bremse op, vil det ikke være en naturgiven vækstafmatning, men en opbremsning som følge af manglende reformer.

Der er stadig mulighed for at få flere med på arbejdsmarkedet. Det kan nås endnu, hvis der er vilje til at tage den udbredte mangel på arbejdskraft som virksomhederne oplever meget alvorligt.

Der er brug for hurtigtvirkende tiltag. Mulighederne for at rekruttere kvalificeret udenlandsk arbejdskraft bør udvides, og vi bør i langt højere grad sikre, at de ledige reelt står til rådighed for arbejdsmarkedet. Hér ligger nøglen til at sikre fortsat fremgang for dansk erhvervsliv.”

Arbejdsmarked
5. december 2006
KONTAKT
Chefkonsulent
Christina Bjørnbak Hallstein
33 38 94 84
cbh@da.dk
LINKS
Dansk Økonomi, efterår 2006