Sociale klausuler ødelægger fleksibilitet

Medarbejdere skal vide, at de er på arbejdspladsen, fordi der er brug for dem, og ikke for at opfylde en politisk kvote.

Københavns Kommune vil indføre sociale klausuler som betyder, at private virksomheder f.eks. skal ansætte udvalgte ledige for at få en ordre til kommunen.

Direktør Henrik Bach Mortensen:

”Medarbejdere skal vide, at de er ansat, fordi de er ønsket og er virksomhedens bedste valg. De skal ikke ansættes for at opfylde en politisk bestemt kvote.

Københavns Kommunes forslag vil underminere den danske model, som resten af Europa ser på med beundring i disse år. Det er dybt problematisk, at en kommune på den måde ønsker at udfolde sine planøkonomiske tanker og dermed sætte den danske arbejdsmarkedsmodel under pres.

Virksomhederne ansætter allerede alle ledige, som er motiveret for at arbejde. Tilsvarende har virksomhederne ansat mange indvandrere og personer med nedsat erhvervsevne. Københavns Kommune skulle hellere koncentrere sig om at hjælpe virksomheder med at skaffe den nødvendige arbejdskraft frem for at tvinge virksomheder, der vil arbejde for kommunen, til at ansætte bestemte medarbejdere.”

Arbejdsmarked
17. januar 2007
KONTAKT