Socialrådgivere rykker ved tilliden til kommunerne

Lovgivningen skal udmøntes loyalt i kommunerne.

Socialrådgivernes næstformand, Bettina Post, mener ifølge dagbladet Information, at 300-timers reglen vil få socialrådgiverne i kommunerne til at flytte klienterne fra match-gruppe 4 til matchgruppe 5, mens formanden for socialcheferne i Danmark, Ole Pass, afviser, at kommunerne vil ”pynte” på lovgivningen.

Fra 1. april kan ægtepar i matchgruppe 1,2,3 og 4 kun få fuld kontanthjælp i 2 år. Derefter skal begge ægtefæller have mindst 300 timers arbejde om året for at begge kan få kontanthjælp. I matchgruppe 5 er der intet beskæftigelseskrav.

Chefkonsulent Erik Simonsen:

”Det er godt, at formanden for socialcheferne slår fast, at lovgivningen skal holdes.

Kommunerne administrerer en meget stor del af den lovgivning, der har betydning for arbejdsmarkedet, og det er desværre dokumenteret, at mange kommuner har svært ved at leve op til lovgivningen på flere områder.

Derfor rykker det ved tilliden til systemet, når der fra væsentlige faggrupper, som socialrådgiverne, kommer udtalelser, der skaber usikkerhed om viljen til at gennemføre de besluttede reformer.

Kommunerne har netop fået et nyt større ansvar for beskæftigelsesindsatsen, og det er afgørende, at arbejdsmarkedet kan have tillid til, at indsatsen er i overensstemmelse med lovgivningen og entydigt trækker i retning af at få flest mulige i beskæftigelse”.

Arbejdsmarked
25. januar 2007
KONTAKT
Underdirektør
Erik E. Simonsen
33 38 94 13
ees@da.dk