Udvalg kan ikke finde hemmelige klausuler

Klausulernes udbredelse er fortsat ikke dokumenteret klart, påpeger beskæftigelsesministeren. Han efterlyser bedre grundlag at lovgive på.

Regeringen nedsatte i oktober 2006 et tværministerielt udvalg, som skulle undersøge omfanget og brugen af hemmelige klausuler på arbejdsmarkedet.

Nedsættelsen skete efter, at en pressekampagne iværksat fra fagbevægelsen havde ført til omfattende politisk debat om klausulerne.

Beskæftigelsesministeren har nu bedt om fornyede input til udvalget, da den viden, som udvalget foreløbig har fået fra organisationerne, forekommer ministeren som ”et noget skrøbeligt grundlag at træffe beslutning om lovgivning på”. Klausulernes udbredelse er fortsat ikke dokumenteret klart, påpeger han.

Ansættelsesretschef Flemming Dreesen:

”Udmeldingen fra ministeren er ikke overraskende. Allerede i efteråret blev der fra arbejdsgiverside påpeget, at fagforeningerne søgte at få det politiske system til at løbe med mindre end en halv vind.

Vi ser i øjeblikket, at brancher tager spørgsmålet op og fastlægger retningslinjer for medarbejderklausuler mellem virksomheder. Det er retningslinjer, der tager udgangspunkt i, at klausuler skal være kendte af de medarbejdere, de omhandler.

Det er den rigtige vej at gå, for vilkårene og behovene varierer meget imellem brancherne.

Der er stor forskel på, om en klausul skal sikre, at to virksomheder trygt kan arbejde sammen om et udviklingsprojekt uden at risikere, at deres vidensfundament forsvinder, eller der er tale om et vikarbureau, der nødvendigvis må have aftaler med sine kunder om, hvordan de skal aflønnes, hvis kunderne ansætter en af vikarerne.

Forudsætningen for lovregulering må være, at der er noget at lovgive om. Der bør ikke ske lovgivning på grundlag af fagforeningers fornemmelser alene.

Udvalget har udført et grundigt stykke arbejde, bl.a. på grundlag af bidrag fra fagforeningerne, men må alligevel melde pas om, hvorvidt klausulerne udgør et reelt problem på arbejdsmarkedet. På det grundlag vil lovgivning være ude af proportioner.”

Personale og administration
13. marts 2007
KONTAKT
Ansættelsesretschef
Flemming Dreesen
33 38 94 10
fld@da.dk
LINKS
www.bm.dk