Lav ledighed: Nødvendigt med mere udenlandsk arbejdskraft

Arbejdskraft fra udlandet og fald i ledighed går hånd i hånd, mener DA

Danmarks Statistik har i dag offentliggjort nye ledighedstal for februar 2007.

Ledigheden er fortsat lav og udgør nu 106.900 personer, svarende til en ledighedsprocent på 3,9 pct.

Chefkonsulent Jørgen Bang-Petersen:

”Kvalificeret arbejdskraft er forudsætningen for, at virksomhederne udvikler sig i Danmark – og dermed også skaber muligheder til mindre kvalificerede danskere.

Vi kan ganske enkelt ikke holde fast i opsvinget uden flere kvalificerede medarbejdere fra udlandet.

De gode beskæftigelsesmuligheder i Danmark skal brandes ikke kun i vores nabolande, men i hele verden. Det er nu, de spor skal lægges som kan sikre grundlaget for vækst og høj produktion i Danmark i mange år frem.

Udenlandske arbejdstagere med brugbare kompetencer skal inviteres til landet med et Green Card.

Der er samtidig brug for hurtigt at få åbnet adgangen til voksen- og efteruddannelse for medarbejdere fra udlandet, så de nye medarbejdere allerede fra starten af deres ansættelse f.eks. kan udvikle deres danskkundskaber”.

Arbejdsmarked
29. marts 2007
KONTAKT
Chefkonsulent
Jørgen Bang-Petersen
33 38 94 14
jbp@da.dk