Erhvervsuddannelserne boomer

Fortsat stigning i antallet af praktikpladser og uddannelsesforbedringer lover godt for fremtiden

Antallet af praktikpladser er steget i årets første måneder. Der er indgået 11.500 uddannelsesaftaler, og det er en stigning på 7 pct. i forhold til samme periode sidste år.

I april 2007 var 65.000 uddannelsesaftaler i gang. Det er 5000 flere eller 8 pct. mere end sidste år.

4.800 søgte i april 2007 praktikplads, og det er et fald på 30 pct. sammenlignet med sidste år.

Chefkonsulent Simon Neergaard-Holm:

”I disse dage er det ikke blot studenterne, der springer ud – erhvervsuddannelserne blomstrer også.

Rekordmange elever får nu praktikplads i virksomhederne, og det har kendetegnet udviklingen i flere år. Hvis de sidste praktikpladssøgende elever søgte bredere fagligt og geografisk, vil muligheden for at få praktikplads stige betragteligt. Flere virksomheder mangler lærlinge, og i øjeblikket er der mere end 500 ledige på www.praktikpladsen.dk.

Folketinget har også inden ferien vedtaget nogle vigtige ændringer af uddannelserne: Dels er mulighederne for at vælge fag på højere niveauer på erhvervsuddannelserne forbedrede og dermed tages kampen op med studenterhuen, og dels skaber særlige undervisningsforløb for skoletrætte unge bedre muligheder for at gennemføre uddannelsen.”

Uddannelse
27. juni 2007
KONTAKT