Velfærdssamfundet afhængig af bedre integration af indvandrerkvinder

Af Henrik Bach Mortensen

Indvandrerkvindernes tilknytning til det danske arbejdsmarked er alt for svag. Hvis indvandrerkvinderne skal integreres bedre i det danske samfund, er beskæftigelse den bedste vej. Samtidig er både virksomhederne og velfærdssamfundet dybt afhængige af, at flere indvandrerkvinder er til rådighed for arbejdsmarkedet.

Derfor er det meget nyttigt, at integrationsminister Rikke Hvilshøj sætter fokus på netop indvandrerkvinderne ved det integrationsdøgn, som hun afholder den 20.-21. august på Sørup Herregård ved Ringsted.

Det danske velfærdssamfund står over for en meget alvorlig udfordring. I de kommende årtier vil der være alt for få på arbejdsmarkedet til at opfylde behovet for arbejdskraft, i såvel de private virksomheder som i de offentlige velfærdsinstitutioner. Konsekvensen bliver svagere indtjening til samfundshusholdningen fra den private sektor og et offentligt svigt, når det gælder serviceydelser over for børn og ældre, i sundhedssystemet osv.

Som bl.a. Velfærdskommissionen påviste, er der kun en måde at løse denne udfordring: Et større udbud af arbejdskraft.

En oplagt måde at stimulere udbuddet af arbejdskraft er at styrke integrationen af indvandrere og deres børn. Det er her integrationsministerens fokus på indvandrerkvinderne er særlig velvalgt.

Indvandrerkvinderne i Danmark er langt fra arbejdsmarkedet i forhold til danske kvinder – længere end i de andre nordiske lande. Problemet er ikke, at virksomhederne ikke vil ansætte kvinder (eller mænd) med indvandrerbaggrund. Ikke mindst i den aktuelle situation med mangel på arbejdskraft er virksomhederne stærkt interesserede i at ansætte alle, der melder sig med den rette motivation og de rette kvalifikationer – uanset om de er ny- eller gammeldanskere.Hvis vi som et ambitiøst tankeeksperiment forudsatte, at indvandrerkvindernes erhvervsdeltagelse var den samme som hos danskfødte kvinder, ville det betyde, at der kunne sikres over 30.000 arbejdspladser i virksomhederne eller i den offentlige sektor – arbejdspladser, som ellers er i fare for at blive nedlagt i takt med faldet i arbejdsstyrken.

En forøgelse af arbejdsstyrken med 30.000 er ganske markant – til sammenligning er der i Danmark ansat 26.000 social og sundhedsassistenter i ældreplejen.

Men det er ikke nogen let sag at opnå en markant forøgelse af kvindernes erhvervsdeltagelse – og det er heller ikke en opgave, der kan løses på kort sigt. En forstærket indsats skal bl.a. fokusere på følgende faktorer:

  • Økonomisk skal det kunne betale sig at arbejde
  • De sociale myndigheder og jobcentrene i kommunerne skal levere en målrettet og effektiv indsats
  • Uddannelsessystemet og de offentlige børnepasningstilbud skal kvalificere og forberede indvandrerbørnene bedre til vilkårene i det danske velfærdssamfund, herunder arbejdsmarkedet.

Mange indvandrere med relativt svage arbejdsmarkedskvalifikationer kan opleve, at det økonomiske udbytte (efter skat, transportomkostninger mv.) ved at gå fra passiv forsørgelse, på f.eks. kontanthjælp til beskæftigelse, er relativt beskeden. Det svækker naturligvis det økonomiske incitament til aktivt at søge et job. Her er der dog sket væsentlige fremskridt gennem de seneste år. For det første er niveauet for kontanthjælp i de første år i Danmark blevet reduceret af et bredt flertal i Folketinget med indførelsen af starthjælp.

Den nøjagtige effekt af starthjælpen kan naturligvis diskuteres, men der har været en meget kraftig vækst i beskæftigelsen af indvandrere under deres første år ophold i Danmark. F.eks. er andelen af beskæftigede kvinder med mindre end tre års ophold i Danmark steget fra 16 pct. i 1999 til 28 pct. i 2006.

Kontanthjælpsloftet for gifte kontanthjælpsmodtagere og 300-timers reglens krav om en vis minimumsbeskæftigelse for modtagelse af kontanthjælp har også styrket incitamenterne til beskæftigelse, og har formodentlig haft en positiv betydning for ikke mindst kvindernes tilknytning til arbejdsmarkedet.

Hvis målet er at få flest mulige kvinder i job, er opgaven derfor at sikre, at alle indvandrere bliver effektivt behandlet af de kommunale myndigheder og ikke mindst jobcentrene, så indvandrerne bliver bragt tættere på arbejdsmarkedet og på beskæftigelse – det gælder ikke mindst de kvindelige indvandrere, som er væsentlig længere fra arbejdsmarkedet end mændene.

Der er desværre undersøgelser, der peger på, at kommunerne yder en for svag indsats, når det gælder indvandrerkvinderne. Der er både en tendens til, at medarbejderne i kommunerne uden reelt grundlag finder, at kvinderne ikke er egnede til arbejdsmarkedet, og at der sikkert heller ikke er jobs til kvinderne alligevel.

Virksomhederne vil meget gerne beskæftige flere velkvalificerede og velmotiverede indvandrere. Men her er kommunernes indsats af afgørende betydning. Det er jo netop kommunerne, som har opgaven at være den løftestang, der bevæger indvandreren fra passiv forsørgelse til at være til rådighed for arbejdsmarkedet.

Kommunerne skal sætte ind med nødvendig undervisning i dansk, ligesom kommunerne må sikre, at indvandrerne deltager i de faglige kurser, f.eks. AMU-kurser, som kvalificerer til arbejdsmarkedet.

Kommunerne skal løfte den udfordring, som bl.a. OECD pegede på i sin rapport fra marts 2007 om integration i Danmark. Nemlig problemet omkring indvandrernes manglende netværk på arbejdsmarkedet. Og da kvinderne netop har svagere tilknytning til arbejdsmarkeder end indvandrermændene, vil en indsats hér ikke mindst gavne kvinderne.

Gennem de kommunale jobcentre – som jo er ansvarlige for arbejdsmarkedsindsatsen i forhold til både indvandrere og den øvrige befolkning – har alle kommuner ansvar for at knytte virksomheder og indvandrere tættere sammen, og dermed skabe det netværk, som ikke mindst indvandrerkvinderne mangler.

Jobcentrene skal være en katalysator, som gennem et grundigt kendskab til de lokale virksomheders behov for arbejdskraft, kan sikre indvandrerne de kvalifikationer og den motivation, der er forudsætningen for at besætte de ledige jobåbninger.

Dansk Arbejdsgiverforening deltager sammen med bl.a. LO og KL i et projekt, som skal styrke kontakten mellem indvandrerne og virksomhederne. Arbejdsgivernes næsten 300 repræsentanter i de kommunale beskæftigelsesråd anser det også for en væsentlig opgave at bistå kommunerne i denne indsats.

For de yngre indvandrere og ikke mindst efterkommere er det afgørende, at indlæring af grundlæggende kvalifikationer i dansk, matematik mv. styrkes. Manglende folkeskolefærdigheder må ikke være den barriere, som holder indvandrere eller efterkommere ude af samfundslivet og arbejdsmarkedet. Dette problem er dog væsentligt større for indvandrerdrengene end indvandrerpigerne – så måske skulle integrationsministeren næste år fokusere på drengenes særlige problemer.

Den seneste PISA-undersøgelse viser, at 53 pct. af alle ikke-vestlige folkeskolelever ikke kan gennemføre en erhvervskompetencegivende uddannelse med deres læsekompetencer. Det er især drengene, der forlader folkeskolen med færdigheder, der svækker deres muligheder senere i udannelsessystemet. F.eks. er indvandrerdrenges frafald på erhvervsuddannelserne markant højere end for drenge af dansk oprindelse, bl.a. grundet dårlige karakterer. Indvandrerpigerne i erhvervsuddannelsessystemet har derimod et lavere frafald end danske piger med samme folkeskolekarakterer.

Men pigernes fremtid på arbejdsmarkedet bestemmes ikke alene af deres karakterer i folkeskolen. Der er større kræfter i spil. Det er ikke mindst fremhævet af regeringens tænketank på integrationsområdet. Den peger på, at kulturelle barrierer og særlige holdninger til kvindernes rolle stiller sig i vejen for integration gennem arbejdsmarkedet. Ikke mindst er holdningen til kvinders ligestilling markant forskellig mellem betydelige indvandrergrupper og den holdning, der er fremherskende på det danske arbejdsmarked og i dansk arbejdsmarkedslovgivning.

Det er her tankevækkende, at PISA-undersøgelsen også fremhæver netop moderens tilknytning til arbejdsmarkedet som en af de vigtigste forudsætninger for, at børnene klarer sig godt i folkeskolen.

Indvandrerkvinderne får ikke en jævnbyrdig plads på arbejdsmarkedet, med mindre der gøres op med udbredte forestillinger om, at mænd har mere ret til beskæftigelse end kvinder, eller at forældre har ret til at bestemme deres børns, herunder pigernes, valg af uddannelse og erhverv og liv i al almindelighed.

Det er oplagt, at uddannelsessystemet helt fra de yngste år skal præge alle opvoksende børn i Danmark i retning af ligestilling, personlig frihed, ansvar og deltagelse i samfunds- og arbejdslivet. Det vil formentlig være det væsentligste bidrag til integration af indvandrerkvinderne og deres døtre.

Arbejdspladserne, både i erhvervsvirksomhederne og den offentlige sektor, venter på flere velkvalificerede og velmotiverede indvandrerkvinder.

Bragt i Berlingske Tidende d. 20. august 2007