Politikere skubber overenskomster ud over kanten

Af direktør Henrik Bach Mortensen

Meldingerne fra ledende politikere i bl.a. Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti om, at nogle lønmodtagere i det offentlige skal have større lønstigninger end andre, er den sikre vej til at skubbe de kommende overenskomstforhandlinger ud over kanten.

Resultatet kan kun blive en uløselig konflikt og et efterfølgende morads af politisk intervention. En situation, der vil sende skadelige bølger og dækningsløst lønpres ind over det private erhvervsliv.

Overenskomsterne i Danmark – herunder i den offentlige sektor – indgår i et fintmasket netværk af sammenhængende hovedaftaler og forpligtende forhandlingsaftaler. Forudsætningerne for, at nye overenskomster kan indgås, er, at mange faggrupper kan acceptere både lønstigningstakt og fordelingen af goderne. Et system lønmodtagerne har valgt bl.a. for samlet at kunne stå stærkt over for arbejdsgiversiden. Arbejdsgiverne – herunder de offentlige arbejdsgivere – har også en interesse i systemet bl.a. for at gardere sig imod sektorkonflikter og vilde lønstigninger uden hold i økonomien.

De, der forhandler overenskomsterne på begge sider af bordet, påtager sig en meget vanskelig opgave. Der skal både findes det rigtige niveau, overenskomsterne skal konstant udvikles, så de passer til nutidens krav – og ikke mindst – skal løsningen skabes i så stor gensidig respekt imellem de forskellige grupper, at det hele kan stemmes hjem ved en urafstemning.

Udtalelser fra flere politikere denne sommer om, at visse faggrupper skal have mere end andre, er antagelig fremsat i troen på, at sådanne politisk dikterede lønløft kan begrænses til bestemte grupper uden at slå overenskomstforhandlingerne i stykker – men det er en falsk forestilling. Udtalelser om at tilgodese bestemte grupper øger forventningsniveauet blandt alle offentlige ansatte. Det skaber ubalance og splid mellem dem – hvad vi allerede har set. Konsekvensen er, at de forskellige offentlige grupper indleder et indbyrdes lønkapløb. Dermed bliver det umuligt at lave et resultat. Lykkes det alligevel for forhandlerne – på trods af politikernes benspænd – kan det blive meget svært at opnå et ja ved den efterfølgende urafstemning på grund af det forventningspres og den indbyrdes mistro og misundelse, der er skabt blandt offentligt ansatte.

Konsekvenserne heraf er velkendte. En konflikt på det offentlige arbejdsmarked til skade for både Danmarks økonomi og offentlige service. Og en konflikt overenskomstparterne vel at mærke har ringe chancer for at løse selv på grund af de grundløse løfter fra folketingspolitikere.

Kollektive overenskomster er forpligtende aftaler mellem to parter ligesom i alle andre kontraktforhold. Her er ingen rolle til Folketingets politikere.

Løfterne gives i øvrigt til faggrupper, som især er ansat i kommunerne og regionerne, der derfor står med arbejdsgiveransvaret. Det er således slet ikke er et anliggende for Folketinget, hvilket kun gør udtalelserne endnu mere upassende.

Bragt i Børsen d. 29. august 2007