Efteruddannelse er nødvendig del af kompetencestrategi

Hvis Danmark skal klare sig godt i den globale konkurrence, er løbende kompetenceudvikling helt nødvendig.

Danmarks Radio sætter i TV og radioudsendelser spørgsmålstegn ved, hvor stor effekt, der er af mere voksen- og efteruddannelse. Det fremgår blandt andet af udsendelserne, at det var ønskeligt med bedre dokumentation af effekten af øget investering i efteruddannelse.

Direktør Henrik Bach Mortensen:

”Alle er enige om, at vi skal gå kompetencevejen, hvis vi skal blive blandt vindernationerne i en global verden.

Når verden forandrer sig så hurtigt, som tilfældet er i disse år, bliver efteruddannelsen en helt afgørende brik i udviklingen af vores kompetencer. Vi kan ganske enkelt ikke vente på, at nye generationer kommer ud på arbejdsmarkedet med de rigtige kvalifikationer.

Derfor gør globaliseringen voksen- og efteruddannelse vigtigere, end det nogensinde har været.

Den aftale om øget voksen- og efteruddannelse, som regeringen har indgået med fagbevægelsen og arbejdsgiverne, kan vise sig at være et afgørende bidrag til at fremtidssikre velfærdssamfundet og bidrage til, at virksomhederne fortsat er konkurrencedygtige.

Det er klart, at når kompetenceudvikling er en af samfundets hovedstrategier, så skal vi sikre at denne strategi gennemføres så professionelt og veldokumenteret som muligt.

Heldigvis udspringer det meste efteruddannelse af virksomhedernes og medarbejdernes behov, og der har vi stor sikkerhed for, at pengene er godt givet ud.”

Uddannelse
25. oktober 2007
KONTAKT