Lederskab er en nødvendighed i beskæftigelsesindsatsen

R vil slække kontrollen med jobcentre, mens DA mener, at centrene skal have både klare mål og klar ledelse.

Næstformand i den radikale folketingsgruppe, Morten Østergaard vil slække kontrollen med jobcentrene og henviser til, at den ”statslige detailstyring er slået helt fejl”.

Chefkonsulent Jørgen Bang-Petersen:

”Arbejdsgiverne er enige i, at unødvendigt bureaukrati skal væk, men beskæftigelsesindsatsen er for vigtig til at være en privat sag for jobkonsulenter.

De radikale kaster med deres forslag de nuværende styringsredskaber over bord uden at sætte andre i stedet. Hvordan skal vi så sikre en ensartet beskæftigelsesindsats i hele landet, der er fokuseret på at få de ledige i job?

Udgangspunktet er jo, at nogle centre lever op til kravene, mens andre ikke gør det. Det hjælper hverken de gode eller de dårlige centre at slække på kravene til, hvad vi forventer.

De krav, der f.eks. i dag er i lovgivningen om, at jobcentret hver tredje måned skal have en kontakt til ledige, skal opfattes som en ret for den enkelte ledige til at blive taget alvorlig. Ledige skal ikke bare overlades til selv, men hjælpes og skubbes ud i job.

De betydelige forskelle, der i dag er på jobcentrenes indsats, viser, at det kniber med styringen. Løsningen er ikke at lukke øjnene for ubehagelige statistikker, men at påtage sig et ledelsesansvar i jobcentrene.”

Arbejdsmarked
20. november 2007
KONTAKT
Chefkonsulent
Jørgen Bang-Petersen
33 38 94 14
jbp@da.dk