Arbejdsmarkedet centralt i regeringsgrundlag

Regeringen fremlægger en række initiativer, der skal øge arbejdsstyrken. Godt begyndt, mener DA, der dog gør opmærksom på, at opgaven er meget stor

Regeringens fremlagde i dag sit regeringsgrundlag, der blandt andet indeholdt 20 initiativer, der skal øge arbejdsstyrken.

Blandt forslagene er:

  • Lettere adgang til at arbejde i Danmark
  • Markedsføring af Danmark som arbejdsland
  • Nedbringelse af sygefravær
  • Nedsættelse af arbejdsmarkedskommission
  • Styrket indsats over for langvarigt ledige
  • Førtidspensionister skal have ny chance på arbejdsmarkedet
  • Yngre skal ikke ende på førtidspension
  • Nedslag i skatten for 64-årige

Adm. direktør Jørn Neergaard Larsen:

”Det er meget tilfredsstillende, at arbejdsmarkedet er så centralt i regeringsgrundlaget. Regeringsgrundlaget indeholder en meget bred vifte, der både skal sikre:

- at grupper på kanten af arbejdsmarkedet kommer indenbords,

- at Danmark bliver et attraktivt land for lønmodtagere fra andre lande,

- og at medarbejderne generelt arbejder mere og længere.

Kataloget inden for arbejdsmarkedspolitikken er stort, men det er udfordringen også. De ønsker, som alle partier under valgkampen var enige om at stille til velfærdssamfundet, kan ganske enkelt ikke indfries, hvis ikke vi får øget arbejdsstyrken og beskæftigelsen markant”

Arbejdsmarked
22. november 2007
LINKS
Regeringsgrundlag: Mulighedernes samfund