Der er dækket op til fest

Af adm. direktør Jørn Neergaard Larsen, Dansk Arbejdsgiverforening

Politiet fortæller ofte om ungdomsfester, der er gået grassat, fordi der kom en masse udefra, der ikke var inviteret. I begyndelsen ser det så tilforladeligt ud: en af de inviterede har lige en bekendt, man gerne vil have med. Men den bekendte har også en bekendt, og pludselig er festen ødelagt.

Overenskomstforhandlinger er parternes ansvar, og der har politikerne ikke noget at gøre. Det kan selvfølgelig være svært for en faglig organisation at sige nej til politikere, der vil give ”en hjælpende hånd”. Men siger man ikke konsekvent nej tak til sådanne vennetjenester, så er man på vej til at ødelægge festen.

Ønsket om at komme med til fest kom først fra Dansk Folkeparti, men i valgkampen turde flere andre partier ikke lade DF ene om at være ”party-crashers”, og så ville både S og SF også være med.

Den forståelse, der nu er opstået blandt de politiske partier om at overlade overenskomsterne til parterne, kommer i sidste øjeblik, og det giver mulighed for at forholde sig til de reelle udfordringer, for de lønmodtager- og arbejdsgiverorganisationer, der skal bære ansvaret for overenskomsterne i den næste periode.

Hvilke krav de offentlige organisationer vil rejse over for hinanden, skal vi fra det private arbejdsmarked ikke blande os i, men da vi er afhængig af det samme arbejdsmarked med den samme arbejdsstyrke, de samme markedskræfter, det samme forligssystem, så vil vi gerne fremhæve nogle fakta.

Det private arbejdsmarked har stor produktivitetsfremgang og store lønstigninger. Det er lønstigninger, som de offentligt ansatte også får uanset produktivitetsudvikling, da vi i Danmark har besluttet at binde den offentlige og den private lønudvikling sammen. Hvis de offentlige lønmodtagere skærer den binding over på grund af øjeblikkelig politisk medvind, vil det være et kæmpe selvmål. Et blik på, hvordan det er at være offentlig ansat i andre lande, burde kunne overbevise om dette.

De offentligt ansatte får en større del af deres løn som pension, omsorgsdage, betalt frokostpause osv. Det kan man synes godt eller dårligt om, men det er først og fremmest de offentligt ansattes egen prioritering, som de har foretaget overenskomst efter overenskomst.

Der er en mindre lønspredning i det offentlige end i det private. Det betyder, at inden for de enkelte grupper er det bedre at være højtlønnet i det private og bedre at være lavtlønnet i det offentlige.

Reallønsudviklingen er i øjeblikket helt i top. Medarbejderne bliver – heldigvis – rigere måned for måned. Og på grund af sammenbindingen af de offentlige og de private lønninger, kommer det begge sektorer til gode, så den kage, der skal deles ved de kommende overenskomstforhandlinger, reelt aldrig har været større.

Politikerne er nu blevet enige om at forlade festen. Stemningen er dårlig, som den altid er, når der har været et pinligt optrin, men da så mange andre forudsætninger faktisk er helt i top, så kan det med lidt god vilje fra deltagerne stadig nå at blive en rigtig fin fest. Derfor må det bedste råd til Dennis Kristensen og de øvrige forhandlere være: Kom i gang med festen, glem det pinlige optrin med uindbudte gæster og nyd, at der faktisk er dækket flottere op end nogensinde.

Bragt i Berlingske Tidende d. 21. december 2007