Samarbejde kan hjælpe flere tilbage på arbejdsmarkedet efter sygefravær

Af adm. direktør Jørn Neergaard Larsen, DA

DA har udarbejdet og afleveret en plan til regeringen, der skal give lavere sygefravær på arbejdsmarkedet. I lørdagens avis kunne jeg så læse, at HK mener, at DA’s måde at tænke sygefravær på er helt forkert, og at DA ikke ønsker at gøre noget ved årsagerne til sygefraværet.

Det kan undre, at HK i den grad går til angreb på forslag der skal få lovgivningen til bedre at understøtte virksomhedernes arbejde for at få medarbejderne bedst og hurtigst muligt tilbage på arbejde. Men havde Svend-Erik Hermansen fra HK brugt lidt mere tid på at læse DA’s forslag og sætte sig ind i virksomhedernes arbejde i dag, og lidt mindre tid på at gå i forsvarsposition, var det måske gået op ham, at virksomhederne allerede nu i høj grad arbejder med den enkelte medarbejders sundhed og med forebyggelse. Og at DA’s handleplan er en overbygning på det arbejde som virksomhederne i vidt omfang allerede har igangsat.

Udgangspunktet for handleplanen er at styrke samarbejdet mellem kommuner, virksomheder, læger og den sygemeldte. Der bliver brugt alt for lang tid på bureaukrati til skade for den sygemeldte. Og der skal gøres op med den berøringsskræk over for sygdom, som vi lider af i Danmark. En styrket dialog mellem de involverede parter vil kunne hjælpe flere sygemeldte hurtigt og forsvarligt tilbage til arbejdspladsen. Man skal huske på, at det samlede sygefravær svarer til, at 150.000 personer er væk fra arbejdsmarkedet i et helt år.

Virksomhederne bruger i dag formuer på forebyggelse,helbredsforsikringer, sundhedsordninger, fitnessrum, konsulenter osv. Der er ingen der har større incitament til at nedbringe sygefraværet end virksomhederne. Det koster årligt virksomhederne op mod 15 mia. kr. og dertil kommer følgeomkostninger i form af produktionstab osv. Derfor bør HK i stedet for rygmarvsreaktioner deltage konstruktivt i debatten om hvordan vi i fællesskab får nedsat sygefraværet. Det vil være til fordel for alle – også HK’s medlemmer!

Bragt i Berlingske Tidende 23. januar 2008