S vil øge arbejdsstyrke med 94.000

Godt at Socialdemokraterne anerkender problemet, men planen giver for lidt, og forslaget om sygefravær er en slet skjult skatteforhøjelse, mener DA

Socialdemokraterne fremlægger i dag en jobplan, der skal øge beskæftigelsen med 94.000 over de næste 5-7 år.

De væsentligste initiativer er:

  • 20.000 flere ledige skal i job gennem fremrykket aktivering, styrket jobformidling, flere voksen-lærlinge og indsats for ledige med ”komplekse problemer” som misbrug, boligproblemer, gæld og sprogproblemer
  • Nedbringelse af sygefraværet og forebyggelse af udstødning skal give 25.000 flere i beskæftigelse. Midlerne er bl.a. rehabiliteringsteams i kommunerne, og at virksomheder med stort sygefravær skal betale mere
  • Den offentlige sektor skal effektiveres med ny teknologi og reduceret administrativ belastning. Det frigør ifølge Socialdemokraterne 27.000
  • Deltidsledige i den offentlige sektor skal have mulighed for fuldtid. Det giver ifølge planen 8.000 ekstra medarbejdere
  • Øget rekruttering fra udlandet skal give 8.000 flere i arbejdsstyrken

Direktør Henrik Bach Mortensen:

”Socialdemokraternes ambitionsniveau er - lige som regeringens - ganske enkelt for lavt. Det er godt, at Socialdemokraterne anerkender problemet, og forsøger at komme med forslag, der kan øge arbejdsstyrken, men det er slet ikke nok at satse på at få under 100.000 flere i arbejdsstyrken. Hvis virksomhederne og velfærdssamfundet ikke skal løbe ind i alvorlige problemer, skal arbejdsstyrken øges med det dobbelte frem til 2015.

Forslaget om at øge virksomhedernes incitament til at nedbringe sygefraværet ved at belønne virksomheder med lavt sygefravær og straffe virksomheder med højt sygefravær er et decideret fejlskud. I forvejen betaler virksomhederne 70 pct. af udgifterne, og øget betaling er derfor bare en øget skat.

Virksomhederne har i dag et stærkt incitament til at undgå, at den enkelte medarbejder bliver syg. Hvis virksomhederne skal straffes for et gennemsnitligt højt sygefravær, så tilskyndes virksomhederne til at fravælge de svagere medarbejdere og undlade at fastholde medarbejdere med et stort sygefravær.

Socialdemokraternes forslag er mest af alt en anvisning på, hvordan man holder de svageste ude af arbejdsmarkedet”.

Arbejdsmarked
31. januar 2008
KONTAKT
LINKS
Socialdem­okraternes jobplan