Velfærdsfælde eller velstand?

Af direktør Henrik Bach Mortensen, Dansk Arbejdsgiverforening

Danmark risikerer at blive fanget i en velfærdsfælde, hvis vi forveksler orden i statsfinanserne med den generelle velstand i Danmark, der bør være det egentlige mål for den økonomiske politik.

Derfor er den egentlige udfordring for dansk politik ikke hvordan, vi opstiller planer for finansiering af øget velfærd, men hvordan danskerne kan bevare deres plads blandt verdens mest velstillede borgere. Siden 1995 er Danmark allerede bumpet fra en plads som det fjerderigeste i verden målt ved BNP pr. indbygger til en syvendeplads i 2005.

Målsætningen for regering og folketing må først og fremmest være at understøtte erhvervslivets muligheder for at skabe arbejdspladser og velstand. Holdbare offentlige finanser kan aldrig blive et mål i sig selv.

Den danske samfundsøkonomi står over for alvorlige udfordringer. Den demografiske udvikling med faldende arbejdsstyrke truer både produktion og beskæftigelse i den offentlige og private sektor og dermed både den enkelte danskers velstand og velfærdssamfundet som sådan.

På den politiske scene er denne problemstilling gået op for de fleste, men den er blevet angrebet ud fra en meget snæver vinkel, som først og fremmest sigter mod at konsolidere de offentlige velfærdselementer i samfundet. Der har derimod været langt mindre fokus på det, der burde være den fremadrettede og offensive tilgang: nemlig, hvordan sikres det, at de danske virksomheder kan råde over så mange velkvalificerede medarbejdere, at vi kan opnå en udvikling i den danske levestandard, som matcher fremgangen i klodens mest dynamiske økonomier.

Den defensive tilgang med fokus på opnåelse af offentlig finansieret velfærd findes i Velfærdskommissionens rapport, i regeringens 2015-plan og i det kommissorium, der er udarbejdet for den arbejdsmarkedskommission, som netop har påbegyndt sit arbejde. Kommissionen holder sit første møde med regeringen og arbejdsmarkedets parter torsdag den 15. maj.

I alle tre tilfælde har udgangspunktet for planerne været en frimodig målsætning om en fortsat vækst i velfærdsudgifterne i årene fremover. Man har erkendt, at det danske skattetryk har nået bristepunktet, og derfor har opgaven været at fastslå, hvilken udvikling i arbejdsstyrke og beskæftigelse, der skulle til for at finansiere velfærdssamfundet. De forskellige planer har indeholdt reformforslag og mål for, hvor meget ikke mindst den private beskæftigelse skulle vokse, for at velfærdssamfundet statsfinansielt kan hænge sammen.

Den politiske målsætning eller rolle for erhvervsvirksomhederne i disse samfundsøkonomiske planer er med andre ord reduceret til at være generator af skatteindtægter til de offentlige kasser.

Hvis man ser sig om i verden, findes der næppe eksempler på fremgangsrige økonomier, hvor udviklingen i den private beskæftigelse og dermed i erhvervslivet, har været motiveret af ønsket om at konsolidere de offentlige finanser. For det er ikke ambitioner om offentlige finanser og offentlig velfærd, der skaber udvikling, velstand og fornyelse i samfundet.

Den væsentligste samfundsøkonomiske målsætning burde være, at det private arbejdsmarked skal råde over den mængde arbejdskraft, som imødekommer de danske arbejdsgiveres muligheder for og ambitioner om i international konkurrence at kunne producere og skabe indtjening til Danmark. Skabes der det maksimalt mulige spillerum for privat foretagsomhed, skabes der også den størst mulige velstand – som er det eneste reelle grundlag for de velfærdsydelser, som politikerne ønsker, at den offentlige sektor skal levere.

Men det forudsætter helt andre ambitioner med reformarbejdet end bare at sikre balance eller holdbarhed i de offentlige finanser. De private virksomheder får brug for langt flere medarbejdere end forudsat i Arbejdsmarkedskommissionens (eller regeringens) planer, hvis Danmark skal følge med udviklingen i den internationale økonomi og velstand.

I den nuværende højkonjunktur kunne arbejdsgiverne beskæftige i størrelsesordenen 50.000 personer flere. Samtidig truer den demografiske udvikling med at fjerne op mod 70.000 jobs i de private virksomheder frem mod 2015. Vi står altså med risiko for et tabt potentiale på 120.000 jobs i den private sektor. Hvis der samtidig sker en betydelig vækst i den offentlige sektor – det peger alle fremskrivninger mod – så bliver presset på det private arbejdsmarked endnu mere massivt.

De velfærdsorienterede planer leverer absolut intet bidrag til at håndtere denne udfordring. Tværtimod truer den stadige udbygning af den offentlige velfærd den private del af arbejdsmarkedet.

Analyser fra Dansk Arbejdsgiverforening, Det økonomiske Råd, forskerne i Dreamgruppen og senest Arbejdsmarkedskommissionen sætter alvorlige spørgsmålstegn ved sammenhængen i 2015-planen.

Planen bygger på en række meget optimistiske forudsætninger om en relativt behersket vækst i de offentlige udgifter, om skatteindtægter, om produktiviteten blandt de beskæftigede m.v. Anlægges mere forsigtige forventninger kan følgerne af den planlagte udbygning af den offentlige velfærd blive en veritabel velfærdsfælde. Den planlagte vækst i den offentlige velfærd kan nemlig forudsætte op mod 200.000 flere i arbejdsstyrken, end forudsat. Fastholdes ambitionerne om øget offentlig finansieret velfærd, vil konsekvenserne derfor blive et yderligere pres på beskæftigelsen i erhvervsvirksomhederne samt betydelige underskud på de offentlige finanser eller øgede skatter.

Prioriteterne må derfor byttes rundt i dansk økonomi.

Såvel OECD som finansministeriet peger på at Danmark i de nærmeste år vil have vækstrater, der er blandt de laveste i Europa.

Derfor skal det gives den højeste politiske prioritet at sikre langt bedre muligheder for at øge beskæftigelsen i erhvervsvirksomhederne. Der er behov for gennemgribende reformer over en bred front, som kan øge udbuddet af arbejdskraft meget mere end hidtidige reformforslag har lagt op til. Alt for mange bliver tildelt førtidspension. Alt for mange trækker sig for tidligt tilbage fra arbejdsmarkedet. Der er fortsat for mange ledige, og flere kunne arbejde mere. Arbejdsmarkedskommissionen bør inspirere med forslag på disse felter. Samtidig kan ændringer i skattesystemet understøtte en vækst i arbejdsudbuddet.

Politisk bør der drages den konsekvens, at velfærdssambitionerne underlægges et realistisk hensyn til den velstand, som arbejdsmarkedet kan generere. Det skal være et krav, at de offentlige velfærdsopgaver kan løses mere rationelt, med færre offentligt ansatte og gennem større inddragelse af den private sektor, end der er lagt op til i bl.a. 2015-planen.

Den globale økonomi udvikler sig under helt ændrede betingelser. Globalisering og skærpet international konkurrence ændrer vilkårene for velfærdssamfundet Danmark. Samtidig er vi på taberkurs, når det gælder den globale fordeling af arbejdskraften.

Derfor skal de politiske prioriteter først og fremmest fokusere på skabelsen velstand, ikke på velfærdsydelser fra det offentlige.

Bragt i Berlingske Tidende d. 14. maj 2008