Krisen vil ikke skabe høj arbejdsløshed

Administrerende direktør Jørn Neergaard Larsen, Dansk Arbejdsgiverforening

Efter to ugers finanskrise har panikken bidt sig fast fra Thisted til Texas. Det kølige overblik er lagt på is, og mange slår til lyd for, at nu behøver vi (heldigvis) ikke at gå videre med besværlige arbejdsmarkedsreformer. Men det er en helt forkert logik. For der er stadig brug for reformer af det danske arbejdsmarked – finanskrise eller ej. På lidt længere sigt vil det danske samfund segne under forsørgerbyrden, hvis vi ikke får flyttet mange flere fra passiv offentlig forsørgelse til et aktivt liv på arbejdsmarkedet. Og på kort sigt vil Danmark komme langt nemmere igennem konjunkturmodgang, hvis vi gør arbejdsmarkedet mere dynamisk. De værktøjer, der skal hjælpe os på lang sigt, vil også gavne os her og nu.

I dag er der to voksne i den arbejdsdygtige alder om at forsørge en uden for den arbejdsdygtige alder. Om 25 år vil der kun være halvanden voksen til at forsørge hver person uden for den arbejdsdygtige alder. Dertil kommer, at hver fjerde i den arbejdsdygtige alder er på passiv forsørgelse – et tal som de seneste års imponerende fremgang i beskæftigelsen ikke har formået at rykke nævneværdigt ved. Det er ikke bæredygtigt.

For blot at opretholde en helt nødvendig balance mellem den offentlige og den private sektor, skal vi øge arbejdsstyrken med mindst 200.000 over de næste ti år, viser DA’s beregninger. Med sådanne fremtidsperspektiver er det fuldstændig uansvarligt at sætte reformprocesserne i stå.

At vi står over for en konjunkturmodgang kan alle se. Men mange har ikke set, at denne konjunkturmodgang vil få et helt andet forløb og helt andre konsekvenser end tidligere, fordi verden har ændret sig på afgørende punkter. Effekten på ledigheden vil blive meget begrænset i forhold til tidligere, og det skyldes flere forhold.

Gennem de seneste 100 år har vi vænnet os til at arbejdsstyrken voksede og voksede år for år.

Når efterspørgslen faldt, slog det derfor hurtigt igennem i ledigheden. For en generation siden havde vi et meget stivere arbejdsmarked, og svigtende afsætning i én branche betød ikke, at medarbejderne flyttede over til andre brancher med mere efterspørgsel.

At det nu er almindeligt, at medarbejderne på tværs af landegrænser søger derhen, hvor der er størst brug for dem, er også medvirkende til, at skiftende konjunkturer ikke slår hårdt igennem i ledigheden.

Eksporten fylder i dag meget mere, og mange flere virksomheder er stærkt forankret på eksportmarkederne. Det har allerede betydet, at de danske lønninger ikke er eksploderede, selv om vi mangler medarbejdere i voldsom grad. Det er simpelthen verdensmarkedet, der sætter prisen, og kan man ikke skaffe medarbejdere, der kan leve op til den pris, må man sige nej til ordren – hvad rigtig mange danske virksomheder har måttet gøre og stadig gør.

På samme måde vil en midlertidig afmatning på verdensmarkedet have større effekt på lønstigningerne end på ledigheden. Verdensmarkedet er rigelig stort til at aftage danske varer uanset konjunkturudslag, hvis bare vi kan levere til de priser, som markedet sætter. Da vi faktisk har fået skabt et mere fleksibelt og dynamisk arbejdsmarkedet over de seneste 25 år, ved vi også, at konjunkturmodgang i dag slet ikke vil udløse ledighed i et omfang, vi har set tidligere.

Den danske ledighed er nu historisk lav på 1,6 % af arbejdsstyrken. Nogle økonomer forudser en fordobling i de kommende år, men det vil stadig placere Danmark som et land med en meget lav ledighed – en ledighed som vi for ti eller 20 år siden ikke troede mulig.

Gennem de seneste 25 år er der blevet gennemført flere arbejdsmarkedsreformer. Alle gange med positive effekter for alle parter på arbejdsmarkedet.

Når vi om ti år kigger tilbage, og stiller os selv spørgsmålet: Hvad var det, der forhindrede os i at skabe mere velstand, vil det hverken være finansiel krise eller et par år med svagere udenlandsk efterspørgsel, men derimod mangel på medarbejdere, der vil være svaret.

Bragt i Politiken 18. oktober 2008