Fokuser på opkvalificering

LO har ret i, at der skal fokuseres mere på opkvalificering, mener DA

LO har i dag, onsdag, udsendt et oplæg til en ”Kompetence- og opkvalificeringspakke, der i meget høj grad fokuserer på uddannelse og opkvalificering. I udspillet konstaterer LO, at ”dansk økonomi efter den genopretning, som Nyrup-regeringen indledte, i dag står bomstærkt og er rustet til tænderne for at imødegå den økonomiske krise”.

Direktør Henrik Bach Mortensen:

”Både i overenskomsterne og i de politiske aftaler har man gennem de seneste år haft stor fokus på uddannelse og kompetencer. De kompetencefonde til uddannelse, som arbejdsgiverne og lønmodtagerne aftalte ved de seneste overenskomstforhandlinger, er f.eks. trådt i kraft her pr. 1. januar.

Det er derfor helt rigtigt set af LO at vi skal sikre et optimalt samspil mellem de forskellige ordninger. Vi har generelt ikke råd til at der er bureaukratiske barrierer for et fornuftigt samspil mellem de mange uddannelsesmuligheder, vi har opbygget her i landet.

Til gengæld rammer LO ved siden af, når de vil halvere kravene til ordinær beskæftigelse for at få ret til dagpenge. Det er regler, der stammer fra reformerne under Nyrup-regeringen, som LO i øvrigt henviser til har givet os et godt fundament for at imødegå krisen. Skal der gennemføres reformer af arbejdsløshedsforsikringen, skal det ikke være hovsa-løsninger, men gennemtænkte strukturelle ændringer.”.

Arbejdsmarked
28. januar 2009
KONTAKT
Underdirektør
Erik E. Simonsen
33 38 94 13
ees@da.dk