DF og regeringen forlænger sygefraværet

Absurd, at man i tillæg til et lovforslag, der skal medvirke til at nedbringe sygefraværet, forlænger sygedagpengeperioden med 26 uger, mener DA.

DF og regeringen har aftalt, at sygemeldte skal have mulighed for at få sygedagpenge i halvandet år mod et år i dag. Det skal give de sygemeldte og kommunerne endnu mere tid til at afklare, om de sygemeldte skal vende tilbage til arbejdsmarkedet, eller om de i stedet skal have kontanthjælp eller gå på førtidspension.

Muligheden for at forlænge dagpengeperioden vil fremgå af et ændringsforslag, som beskæftigelsesministeren fremsætter i forbindelse med behandlingen af hans nye lovforslag om en handlingsplan mod sygefravær.

Det er med den nuværende lovgivning muligt at forlænge sygedagpengeperioden, f.eks. hvis den sygemeldte er under eller venter på lægebehandling.

Konsulent Sarah Fredberg:

”Det er absurd, at man i tillæg til et lovforslag, der skal medvirke til at nedbringe sygefraværet, forlænger sygedagpengeperioden med 26 uger.

Den ændrede lovgivning giver kommunerne mulighed for at parkere sygemeldte på sygedagpenge i endnu længere tid, uden i tide at sørge for en afklaring. Det er problematisk, når vi ved, at de i forvejen ikke overholder deres forpligtelser i forhold til opfølgningen for sygemeldte.

Det er allerede nu muligt at forlænge sygedagpengeperioden f.eks. pga. lægebehandling. DF’s forslag er derfor ikke en hjælp til sygemeldte men tværtimod en ekstra mulighed for kommunerne til at forhale en afklaring af sygedagpengesagerne. Konsekvensen for den enkelte bliver med andre ord, at de skal vente endnu længere på en afklaring af deres sag.”

Arbejdsmarked
2. april 2009
KONTAKT