Bedre praktikpladstal end forventet

Ny praktikpakke med tilskud til praktikpladser og forbedring af det praktikpladssøgende arbejde vil bidrage til at bremse faldet i praktikpladser.

Antallet af praktikpladser er faldet det seneste halve år på grund af finanskrisen. Den seneste opgørelse over antallet af praktikpladser viser et fortsat fald. Der er i årets første tre måneder indgået 6.449 uddannelsesaftaler, hvilket svarer til et fald på 21 procent i forhold til samme periode sidste år. Ser man på marts måned isoleret, er der dog kun tale om et fald på ni procent i forhold til marts 2008.

Chefkonsulent Simon Neergaard-Holm:

”Praktikpladssituationen er bedre end forventet. Bunden er måske ved at være nået. De seneste måneders markante fald er ikke løst endnu, men det er positivt, at der er små tegn, der peger i den rigtige retning. Dem har vi brug for i forhold til de 5.000 unge, der i øjeblikket søger praktikplads.

Vi arbejder på at få optimismen tilbage på praktikpladsmarkedet. Vi har i de senere måneder fortalt praktikvirksomhederne, at krisen ikke hindrer dem i fortsat at tage lærlinge. Virksomhederne har brug for faglært arbejdskraft, når krisen vender.

En ny praktikpladspakke med tilskud til praktikpladser og forbedring af det praktikpladssøgende arbejde træder i kraft den 1. juni. Det vil også bidrage til at få bremset faldet i praktikpladser.”

Uddannelse
20. maj 2009
KONTAKT
LINKS
Praktikpladstal marts 2009