Bedre danskuddannelser til udlændinge

Der er brug for bedre danskuddannelser til udlændinge – det anerkendes i ny rapport.

Regeringens arbejdsgruppe om danskuddannelserne er i dag kommet med deres rapport om, hvordan danskuddannelserne kan gøres mere nutidige og dermed i højere grad imødekomme de behov for at lære dansk, som udspringer af den enkeltes og arbejdsmarkedets behov.

Danskuddannelserne er et tilbud til udlændinge om at lære dansk den første tid, de opholder sig i Danmark.

Arbejdsgruppen foreslår bl.a., at:

  • Mulighederne for at begynde på en danskuddannelse fremrykkes
  • De nuværende uddannelser suppleres af et tilbud om intro-dansk, der er særligt målrettet de danskundervisningsbehov, som beskæftigede har
  • Ændre den treårige uddannelsesret til en klippekortsmodel, der skal benyttes inden for fem år

DA og LO har ikke siddet med i arbejdsgruppen, men har været inddraget lejlighedsvis.

Konsulent Berit Toft Fihl:

”Nye medarbejdere venter for længe på at kunne begynde på danskundervisning. Danskkundskaber er afgørende for den enkelte på arbejdsmarkedet, og det er afgørende for virksomhedernes mulighed for at kunne fastholde de udenlandske medarbejdere. Derfor er der hårdt brug at gennemføre arbejdsgruppens forslag om at fremrykke muligheden for at begynde på danskuddannelserne.

Der er behov for løbende at målrette danskundervisning efter de behov, som de beskæftigede har. Arbejdsgruppens forslag om at indføre intro-dansk tilgodeser således dette behov.

Arbejdsgruppens forslag om at indføre et uddannelsesgebyr for udlændinge i job er dog et fejlskud. Alt peger på, at danskundervisning er til gavn for den enkelte og for samfundet, og derfor er der ikke brug for gebyrer, der kan få udlændinge til at fravælge det danske sprog.”

Arbejdsmarked
9. juni 2009
KONTAKT
Chefkonsulent
Berit Toft Fihl
33 38 93 90
btf@da.dk
LINKS
Arbejdsgruppens rapport med anbefalinger om danskuddannelse