Praktikvirksomhederne skal løbes på dørene

Præmie for praktikpladser og mere aktiv opsøgning fra erhvervsskolerne skal bringe antallet af praktikpladser op

Nye tal fra Undervisningsministeriet viser, at antallet af praktikpladser var stærkt vigende op til den nye praktikpladspræmie trådte i kraft. Der blev indgået 25.000 uddannelsesaftaler i perioden 1. januar til 30. november 2009. Det er et fald på 22 procent i forhold til samme periode sidste år.

Den forhøjede praktikpladspræmie blev vedtaget i december 2009 og har derfor ikke haft virkning i november.

I begyndelse af januar 2010 sendte undervisningsministeren, DA, LO og erhvervsskolerne et fælles brev til alle de praktikpladsgodkendte virksomheder, som blev opfordret til at tage elever og lærlinge. Her informeres bl.a. om den forhøjede praktikpladspræmie på 50.000 kr. og mere fleksible uddannelsesaftaler, der gør det meget gunstigt for virksomhederne at tage elever i dag.

Chefkonsulent Simon Neergaard-Holm

”Vi står i en alvorlig økonomisk krise, og det kan ses i tallene for nye praktikpladser.

Med den forhøjede praktikpladspræmie håber vi, at flere virksomheder kan binde an med at ansætte en elev på trods af den økonomiske krise.

Det er dog vigtigt, at praktikpladskonsulenterne på erhvervsskolerne kommer på besøg i virksomhederne, så de nye muligheder kan præsenteres og en uddannelsesaftale kan komme i stand.

Vi vil derfor opfordre til, at erhvervsskolerne i samarbejde med arbejdsgiverrepræsentanterne i de lokale uddannelsesudvalg på skolerne nu sætter sig sammen og laver en plan for, hvordan de potentielle virksomheder med mulighed for at tage en elev opsøges. Kun på den måde kan vi få gang i praktikudviklingen igen.”

Uddannelse
21. januar 2010
KONTAKT