Dansk Arbejdsgiverforening har den 26. november 2009 svaret Arbejdstilsynet i sagen om

Udarbejdelse af redegørelse til Folketingets arbejdsmarkedsudvalg om arbejdsgivers begrænsede ansvar

Arbejdstilsynet har i brev af 21. oktober 2009 anmodet om bemærkninger, herunder evt. erfaringer med de ved lov nr. 300 af 19. april 2006 indførte regler om arbejdsgivers begrænsede strafansvar.

I tilslutning til Arbejdsmiljørådets behandling heraf på mødet den 4. november d.å. er ovennævnte brev suppleret med Arbejdstilsynets redegørelse af 11. november d.å.

På Arbejdsmiljørådets møde den 4. november blev fristen for bl.a. organisationernes høringssvar samtidig fastsat til den 1. december d.å.

På den baggrund skal DA indledningsvis bemærke, at den i 2006 indførte bestemmelse om straffrihed set med arbejdsgivernes øjne repræsenterede et nødvendigt, velbegrundet og gennem mange år udtrykt ønske om at bringe den strafferetlige ordning på arbejdsmiljøområdet i overensstemmelse med retsstillingen på andre, sammenlignelige retsområder.

Det er fortsat DA’s opfattelse, at den således indførte bestemmelse, jf. § 83, stk. 3, i arbejdsmiljøloven udgør et vigtigt skridt i denne retning, og det er på grundlag af drøftelser med DA’s medlemsorganisationer vor klare opfattelse, at bestemmelsen også for virksomhederne er blevet modtaget og anerkendt som sådan, ligesom det er opfattelsen, at bestemmelsen i det væsentlige har virket i overensstemmelse med formålet, jf. dog nærmere i det følgende.

Der er således efter DA’s opfattelse ingen tvivl om, at den i 2006 indførte nyordning som et minimum bør videreføres.

Drøftelserne med medlemsorganisationerne viser imidlertid også, at de relevante bestemmelser herom i nogle tilfælde har givet anledning til ikke ubetydelig usikkerhed hos virksomhederne vedrørende den nærmere forståelse af de i bestemmelsen indeholdte betingelser for straffrihed.

Det er herved navnlig – men ikke alene – spørgsmålet om, hvad der præcist kan fordres af en arbejdsgiver, for at denne kan anses at have opfyldt sin forpligtelse til at føre ”effektivt tilsyn”, jf. § 83, stk. 3, og § 16 i arbejdsmiljøloven, der har givet anledning til usikkerhed.

I enkelte tilfælde har virksomhederne på den ene side været af den opfattelse, at de har gjort alt, hvad der i den givne situation har været muligt for at leve op til forpligtelsen, men hvor virksomheden på anden side alligevel har måttet konstatere, at dette efter Arbejdstilsynets opfattelse ikke har været tilstrækkeligt. I visse tilfælde har virksomhederne på trods heraf valgt at betale et udenretligt bødeforlæg. I andre tilfælde er sagen gået videre til domstolene, og virksomhederne har fundet sig dømt med urette.

Der er, på baggrund af det valgte eksempel, formentlig et generelt behov på et passende tidspunkt at gennemføre en nærmere drøftelse mellem Arbejds-tilsynet og organisationerne med henblik på at opnå en fælles, rimelig fortolkning af de relevante bestemmelser om straffrihed.

DA skal i tilslutning hertil anbefale, at Arbejdstilsynet tager initiativ til at gennemføre en nærmere analyse af den til belysning heraf relevante praksis, herunder både domspraksis, tiltalepraksis samt Arbejdstilsynets praksis i forbindelse med indstillingen til retslig tiltale i sager, hvor spørgsmålet om straf-frihed for arbejdsgiveren har været relevant.

Afsluttende skal DA erindre om det principforslag til en modernisering af arbejdsgiverens strafansvar, der fra DA’s side senest blev fremsat i forbindelse med arbejdet i det såkaldte strukturudvalg fra 2003.

Forslaget, der vedlægges som bilag, er i sin model enkel og logisk, ligesom den er nært beslægtet med retsordningerne i andre nordiske lande. DA anbefaler, at forslaget inddrages i forbindelse med evt. videre overvejelser om en ændret udformning af de gældende bestemmelser om arbejdsgivers straffrihed.

KONTAKT
Underdirektør
Steen Müntzberg
33 38 92 86
sem@da.dk
Publiceret:
22. januar 2010