Statsvirksomheder vil koste private jobs

Socialdemokraternes forslag om offentlige produktionsvirksomheder vil betyder færre private jobs, mener DA

Socialdemokraterne ønsker at etablere såkaldte sociale virksomheder, som skal producere en række varer, som i dag bliver produceret på det private marked.

Tanken er at f.eks. kontanthjælpsmodtagere skal lave en egentlig produktion for deres kontanthjælp i stedet for de aktiveringsinitiativer, som i dag sker.

Mette Frederiksen peger på madlavning, vedligehold af grønne områder, tøjvask og cykelreparation som mulige produktionsområder.

Direktør Henrik Bach Mortensen:

”Offentlige produktionsvirksomheder vil altid være i direkte konkurrence med private virksomheder, uanset om de kaldes ”sociale virksomheder”. En konkurrence som private virksomheder vil tabe, fordi den offentlige produktion ikke sker på kommercielle vilkår.

Socialdemokraterne vil således anvende statskassen til at fjerne eksistensgrundlaget for en række mindre erhvervsdrivende, og gøre ustøttede private job til støttede offentlige job.

Offentlig produktion af denne karakter vil ikke resultere i flere job, men blot i højere offentlige udgifter og mindre effektiv produktion.

Socialdemokraterne burde i stedet arbejde på at sikre rammevilkårene for både almindelige private virksomheder og private sociale virksomheder, som gør en fantastisk indsats for at beskæftige f.eks. autister, døve og andre med nedsat erhvervsevne”.

Arbejdsmarked
6. april 2010
KONTAKT