Dansk Arbejdsgiverforening har den 16. september 2010 svaret Beskæftigelsesministeriet i sagen om

SMS-opsigelser

DA skal indledningsvis tilkendegive, at DA er af den generelle opfattelse, at anvendelse af SMS i ansættelsesforhold alene må karakteriseres som anvendelse af et kommunikationsmiddel på linje med øvrige kommunikationsformer eller meddelelsesmidler som f.eks. brevpost, bud, e-mail, telefoniske beskeder, tv, telefax, telex, telegrammer, mundtlige tilkendegivelser eller ”moderne” kommunikationsmedier som twitter, facebook, via smartphones eller lign.

Set ud fra dansk ret, som bl.a. udtrykt i DL 5-1-1 og aftaleloven, der er baseret på, at aftaler m.v. bygger på viljen og ikke på formen, vil en evt. lovgivning om anvendelse af bestemte midler eller medier i ansættelsesforhold udgøre et helt særegent indgreb i dansk retstradition.

DA har derfor noteret sig og kan støtte de vurderinger, som Beskæftigelsesministeriet har anført i notatet af 12. april 2010.

Spørgsmålet om anvendelse af formen er således ikke i ansættelsesforhold et spørgsmål om mediet/midlet i sig selv, men om bevisvirkningen af det enkelte medie/middel. DA skal herunder ikke undlade at bemærke, at en tilkendegivelse pr. SMS må anses for at have en relativ høj bevisvirkning for så vidt angår indhold, og at den jo kan føres tilbage til en bestemt telefon, men at afsenderen kan have bevismæssige problemer og risici. Dette vil således være bevismæssige problemer, som falder udelukkende på arbejdsgiveren, hvis der er tale om en opsigelse pr. SMS.

En evt. lovgivning vil tillige være et indgreb i både ledelsesretten og et område, der må anses for at være et evt. anliggende for arbejdsmarkedets parter.

En evt. lovgivning om SMS-opsigelser vil skabe en række vanskelige og helt unødige fortolkningsspørgsmål med hensyn til anvendelse af ikke alene SMS, men også af de andre meddelelsesmidler som nævnt ovenfor. Spørgsmålet er også om, hvorledes en evt. lovgivning om SMS-opsigelser vil indvirke på den danske ”opsigelsesret”, som kun er sparsomt reguleret i dansk lovgivning og ellers i de kollektive overenskomster. Det må således formodes, at en evt. lov vil give flere nye og endda vanskeligere problemer, end den vil kunne løse.

Hertil kommer den helt åbenlyse problemstilling med, at der også i fremtiden må formodes at fremkomme andre kommunikationsformer, som en evt. lovgivning om SMS naturligt ikke vil kunne fange.

DA finder heller ikke, at lovgivningsmagten bør være ”teknologisk stopklods” for udvikling af moderne kommunikationsformer. DA skal med hensyn til erfaringer med SMS-opsigelser oplyse, at det ikke har været muligt at indhente et egentligt erfaringsgrundlag al den stund, at SMS-opsigelser ikke indtil har været rubriceret som et problem for hverken virksomheder, ledere, lønmodtagere eller lønmodtagerorganisationer.

SMS i ansættelsesforhold anvendes således efter DA’s indtryk alene i det omfang, ledelse og medarbejdere er fortrolige med anvendelse af denne kommunikationsform og må anses i mange virksomheder at være anvendt som et hurtigt og for begge parter egnet middel til at fastlægge og varsle vagter, meddele sygdom og lignende. Det må f.eks. antages, at SMS er en helt almindelig meddelelsesform inden for vikarbranchen til at sende jobbekræftelser til vikaren.

En regulering heraf vil således formentlig blive betragtet som helt arbitrær også hos lønmodtagerne.

I forbindelse med opsigelse anvendes SMS efter DA’s erfaring altid sammen med samtidig eller senere fremsendt egentlig skriftlig opsigelse via almindelig post og/eller anbefalet brev m.v., eller hvis lønmodtageren ikke via andre medier overhovedet har været muligt at kontakte (og hvor der således ved siden af også foreligger en egentlig skriftlig opsigelse).

DA finder således, at spørgsmålet om evt. lovgivning om SMS-opsigelser hverken principielt i forhold til evt. eksistensen af et problem, sit indhold eller i forhold til dansk ret i øvrigt er af en karakter, at der af lovgivningsmagten bør lovgives.

KONTAKT
Ansættelsesretschef
Flemming Dreesen
33 38 94 10
fld@da.dk
Publiceret:
17. september 2010