Monumentalt behov for reformer

Af direktør Henrik Bach Mortensen

Både regering og opposition har fremlagt økonomisk politiske programmer, der er blevet præsenteret som svaret på de danske samfundsøkonomiske udfordringer.

Det er opløftende, at der er en bred forståelse for nødvendigheden af markante nybrud i den økonomiske politik.

Men desværre kniber det med helt at anerkende rækkevidden af de udfordringer, vi står overfor. Og der er meget stor forskel på effekten og ansvarligheden af de reformplaner som henholdsvis regeringen og oppositionen har fremlagt.

Regeringen har spillet ud med en række initiativer. Det gælder bl.a. den økonomiske genopretningsplan, finansloven for 2011 og senest udspillet til en tilbagetrækningsreform. Samlet set er der tale om absolut påkrævede bidrag til den allermest nødvendige sikring af samfundshusholdningen.

De initiativer regeringen allerede har gennemført samt tilbagetrækningsreformen sikrer at det er muligt at bringe velfærdssamfundet helskindet gennem de nærmeste år med stort set de velfærdsydelser, vi er vant til. Og det kan vel at mærke ske uden, at skatterne skal sættes massivt i vejret. Regeringen sikrer med sine planer finanspolitisk holdbarhed, dvs. de offentlige indtægter vil holde takt med udgifterne i fremtiden.

Men regeringens planer rækker kun til at opretholde den offentligt finansierede velfærd. I virkeligheden er udfordringen endnu større. Vi ønsker formentlig alle, at Danmark skal være et af de rigeste lande i verden. Og så er det ikke nok, at der er orden i de offentlige finanser. Så skal vi også sikre en vækst i virksomhederne. Det er det eneste reelle og holdbare grundlag for øget velstand.

I forhold til regerings konkrete indsats og reformforslag er det tilbud, som S-SF og fagbevægelsen har givet befolkningen, helt utilstrækkeligt og utroværdigt.

S-SF-planen erkender slet ikke omfanget af de økonomiske udfordringer. Og selv planens ufuldstændige ambitionsniveau bakkes slet ikke op af konkrete reformtanker.

Ingen kan være i tvivl om, at S-SF på alle væsentlige punkter lover mere, end hvad selv de mest jubeloptimistiske forventninger kan rumme. Det gælder både forestillingerne om, hvad der kan afholdes af offentlige og forventningerne til øgede skatteindtægter. Det er fra mange sider tydeligt dokumenteret, at S-SF-planen slet ikke hænger sammen. Heller ikke med den ”hjælp” fra fagbevægelsen, som LO m.fl. har aftalt med S-SF. Det gælder især fantasikonstruktionen om ”12” minutters ekstra arbejde om dagen.

S-SF har indgået en pagt med fagbevægelsen, hvor man lover hinanden, at sikre sammenhæng i samfundsøkonomien, som bl.a. indebærer, at fagbevægelsens medlemmer skal arbejde mere. Og vi er blevet fortalt, at det hele kan klares på 12 minutter om dagen.

Men der er tale om et løfte, som fagbevægelsen slet ikke er i stand til at indfri. Fagbevægelsen kan alene påvirke arbejdstiden for dem, der arbejder 37 timer om ugen som følge af en overenskomstaftale. For de store grupper af beskæftigede, der arbejder mere eller mindre end 37 timer om ugen, eller ikke er omfattet af en overenskomstaftale, kan fagbevægelsen ikke diktere arbejdstiden ved hjælp af overenskomsterne. Det drejer sig om mere end 60 pct. af de beskæftigede.

Selv hvis man forestiller sig, at fagbevægelsens medlemmer skulle tilbyde at arbejde så meget, at planene hænger sammen, ville det forudsætte, at alle LO’s, FTF’s og AC’s medlemmer, der er omfattet af en 37 timers overenskomstbestemt arbejdsuge, skulle arbejde væsentligt mere end de 12 minutter om dagen, som S-SF og fagbevægelsen ellers lokker med.

Hvis vi alene ser på, hvad der skal leveres for at sikre de offentlige finanser 15 milliarder mere (som lovet i S-SF-planen – svarende til effekten af tilbagetrækningsreformen), så skal fagbevægelsens medlemmer præstere i størrelsesordenen 33 minutter mere om dagen eller to timer og tre kvarter om ugen.

S-SF’s plan er kun beregnet på at dække det hul i de offentlige finanser, der opstod efter krisen. Planen dækker på ingen måde af for de langsigtede udfordringer, hvor S-SF i forhold til regeringens nye udspil mangler at finde yderligere 25 mia. kr. Hvis S-SF’s medicin, der går ud på at øge arbejdstiden for de, der allerede er i arbejde, skal løse dette gigantiske problem, så vil det stille nogle krav til den aftalte arbejdstid, vil det kræve aftalte arbejdstider, som vi kendte for snart 45 år siden. Når flere i fagbevægelsen allerede har sagt klart nej til selv en ændringer fra 37 til 38, så viser det, at S-SF reelt står uden plan.

Når vi ser på udviklingen de sidste mange år, er det tydeligt, at vi hellere vil holde fri end at arbejde mere. Skal vi arbejde mere, må vi starte med at få vores medarbejdere til at ønske at arbejde mere, og her er en sænkning af skatten på arbejde det mest virksomme middel.

Fagbevægelsen har lovet at få S-SF’s økonomiske plan til at hænge sammen. Men fagbevægelsen kan ikke levere, det der skal til. Og S og SF har slet ikke vist, hvad de så vil gøre i stedet.

Valget er klart: Skal vi acceptere og godkende regeringens strategi for en langsigtet indsats for at sikre velfærdssamfundet med de reformkrav, som det indebærer. Eller skal vi give S-SF og fagbevægelsen ledelse mulighed for at sende os alle sammen en ubegrænset og uspecificeret regning for et usammenhængende velfærdssamfund.

Bragt i Berlingske 2. februar 2011