Danskerne har verdens bedste arbejdsliv

Af Adm. dir. Jørn Neergaard Larsen, Dansk Arbejdsgiverforening

Ingen andre steder i verden vurderer medarbejderne deres arbejdsliv så positivt som i Danmark. Medarbejderne har stor indflydelse på beslutninger, der er vigtige for deres job, og ingen andre steder i Europa formår arbejdspladsen så ofte at motivere den enkelte til at yde sit bedste, som det er tilfældet i Danmark.

Når man så hører på fagbevægelsen og læser S/SF’s ”Fair Løsning”, så spørger man sig selv, om det er det samme land, vi taler om. Både fagbevægelsen og S/SF har forhåbninger om, at et bedre arbejdsliv kan reducere sygefraværet markant og kan begrænse tilgangen til fleksjob og førtidspension. Det er endnu et forsøg på at gøre arbejdslivet til problemet. Men det er et pivende falsk udsagn. Arbejdslivet er derimod løsningen for os både som samfund og som mennesker.

I DA har vi regnet på i hvor stort omfang anerkendte arbejdsskader efterfølgende medfører helbredsbetinget offentlig forsørgelse. 465.000 personer er på helårsbasis forsørget gennem en helbredsbetinget ordning. Heraf godt 8.000 på grund af arbejdsskader. Det svarer til 2 pct. af de offentlige forsørgelsesudgifter. 98 pct. af udgifterne til sygedagpenge, fleksjobordningen, revalidering og førtidspension skyldes således andre forhold end arbejdsskader.

Af de anerkendte arbejdsskader, der var i 2005, fik efterfølgende 133 personer førtidspension og 121 personer fik et fleksjob. Knap 15.000 personer fik tilkendt førtidspension i 2005, og ca. 1 pct. kan således kobles til en arbejdsskade.

Det er vigtigt, at danske medarbejdere ikke kommer til skade på deres arbejde. Det er en opgave, som alle arbejdspladser hver dag skal arbejde med. Heldigvis er antallet af arbejdsskader faldet gennem en længere årrække, men vi skal hele tiden definere nye mål om at blive endnu bedre.

Når det så er sagt, så må det konstateres, at debatten om arbejdslivet er fuldstændig skævvredet. Arbejdslivet giver os økonomisk velstand, identitet, sociale relationer, stolthed og udfordringer. Alligevel vil vi gerne være fri for det. Dette paradoksale forhold til arbejdslivet skyldes blandt andet, at arbejdslivet vedvarende fremstillet som et problem. Men det er det kun for et fåtal – for langt de fleste er det løsningen.

Den forventede levetid er steget med næsten 4 år i løbet af de sidste 25 år. Alene det seneste år er middellevetiden steget med ½ år. Den længere levetid resulterer i flere gode leveår. Alligevel er antallet af personer, der er helbredsbetinget forsørget, steget med 165.000 personer i løbet af de sidste 25 år. Disse udviklingstendenser er paradoksale. Her burde vi tage fat, da potentialet i reformer af efterløn, førtidspension og fleksjob er enormt.

Til trods for at levealderen i Danmark er steget, så er udviklingen gået meget hurtigere i andre vestlige lande. Danmark var i 1960 det OECD-land, der havde den 5. højeste middellevetid. Nu er vi nummer 23. Regeringen har sat sig et mål om, at Danmark i 2020 skal være mindst nr. 10 i OECD, når det gælder levetid. Det vil være fantastisk positivt for danskerne, hvis det lykkes at indhente noget af det tabte, men også samtidig øge nødvendigheden af reformer af vores tilbagetræknings- og pensionsordninger ganske voldsomt.

Når fagbevægelsen og S/SF vedvarende fremstiller arbejdslivet som problemet, så handler det reelt om ansvarsforflygtigelse. I stedet for at anerkende, at den nuværende velfærdsmodel ikke er holdbar længere, og at vi derfor bliver nødt til at lave en række reformer, der gør, at vi kan efterlade et dynamisk, økonomisk ansvarligt og velhavende samfund til vores børn og børnebørn, så forsøger fagbevægelsen og S/SF at tale uden om. De forsøger at tegne billeder af, at der er milliarder af kroner at hente i lavere sygefravær og færre på førtidspension ved at forbedre arbejdslivet.

Det blev senest bekræftet her i weekenden, hvor fagbevægelsen tonede rent flag og undsagde S/SF-planen om at arbejde 12 minutter ekstra. Svaret fra fagbevægelsen var, at i stedet for at arbejde længere, så kunne man bare forbedre arbejdslivet. Her taler vi altså om landet med verdens mest tilfredse medarbejdere.

Dermed undgår S-SF at genere vælgerne og vennerne i fagbevægelsen. I stedet udpeges andre til at skulle levere de mange penge, som fagbevægelsen ellers har lovet at levere, for at få velfærdssamfundet til at hænge sammen. Tilbage står uansvarligheden. Uansvarligheden ved ikke at fremlægge en samlet plan, som kommer med konkrete forslag, der bidrager til privat vækst i dansk økonomi, og som samtidig sikrer troværdighed om Danmarks evne til at finansiere den offentlige sektor.. Rygning og fysisk inaktivitet er de suverænt væsentligste faktorer til at øge befolkningens sundhed, reducere sygefraværet, sikre at færre kommer på førtidspension og øge middellevetiden. Det kræver altså en indsats af det enkelte menneske. Der er grænser for, hvad virksomhederne kan gøre på disse områder. Reelt er motion og rygning den enkeltes suveræne beslutning. Fagbevægelsen kunne gøre en større indsats for at oplyse medlemmerne om de ekstremt negative konsekvenser, der er af at ryge og være fysisk inaktiv. Konsekvenser, der ikke kun rammer sig mod den enkelte, men også indebærer store omkostninger for samfundet.

Indtil i søndags var der trods alt det positive i S/SF’s ”Fair Løsning”, at man på papiret ville øge arbejdstiden. Det er sund fornuft for Danmark, men det lader sig bare vanskeligt føre ud i livet. Ikke mindst når fagbevægelsen ikke vil være med, eller kun vil være med, hvis længere arbejdstid skal aftales i et politisk miljø, hvor fagbevægelsen samtidig skal have en lang række gaver. Arbejdstid bliver aftalt i forbindelse med overenskomstforhandlingerne, og sådan skal det fortsat være.

Efter i søndags er der ikke tilnærmelsesvis sammenhængende tanker bag S/SF’s økonomiske politik. Både fagbevægelsen og S/SF selv undsiger nu ”Fair Løsning”. Arbejdstiden skal ikke længere sættes op. Det skal først ske, når bruttoledigheden er et godt stykke under 100.000 – et ledighedsniveau vi ganske vist har opnået i en kort periode lige før finanskrisen i en overophedet økonomi, men ellers ikke kender. Heller ikke under socialdemokratisk ledede regeringer. Det vil sige en situation, hvor der allerede vil være omfattende mangel på arbejdskraft. Det hænger slet ikke sammen. Skaden vil allerede være sket.

Vil fagbevægelsen så give et ubetinget tilsagn om at arbejdstiden skal op til 38, 39 eller 40timer når bruttoledigheden falder til 90.000 eller 80.000? og hvad så når ledigheden så stiger igen, skal arbejdstiden så sættes ned?

Samtidig står det nu fuldstændig klart, at vejen til større beskæftigelse for S/SF går gennem flere offentligt ansatte og job betalt af det offentlige. Det vil kun bidrage til at øge underskuddet på de offentlige finanser, samtidig med at vilkårene for at drive private virksomhed i Danmark vil blive yderligere forringet.

Overvejelser om længere arbejdstid og reformer af velfærdsordninger som f.eks. efterløn skyldes, at demografien er imod os, og at vi har fået indrettet velfærdssystemet sådan, at vi i løbet af livet får flere penge fra det offentlige, end vi betaler til det offentlige. Vi bliver derfor nødt til at indse, at vi skal lave varige ændringer af vores adfærd og af den offentlige sektor. Vi bliver nødt til at arbejde flere år og flere timer i løbet af et år, og den offentlige sektor bliver nødt til at blive mere effektiv. Sker det ikke, så er der kun én vej: Omfattende offentlige besparelser, som vil gå mest ud over dem, som har størst behov for den offentlige service.

I landet med verdens højeste skattetryk er højere skatter ikke en farbar vej. Højere skat på arbejde får aldrig danskerne til at arbejde mere, eller virksomhederne til at investere mere i Danmark.

S/SF’s økonomiske politik ligger i ruiner, og man må på den baggrund forvente en ny økonomisk plan fra den røde blok. Hvis den bygger på tankerne om, at et bedre arbejdsliv kan give milliarder i de offentlige kasser, så er det kun udtryk for, at man har skiftet fugle på taget ud med nogle, der sidder helt ude i skoven.

Bragt i Jyllands-Posten 14. marts 2011