Sensocialistisk krampetræning

Det er uvist, hvad en S-SF regering og fagbevægelsen vil byde erhvervslivet og befolkningen, hvis regeringsmagten skulle skifte.

Af direktør Henrik Bach Mortensen, Dansk Arbejdsgiverforening

S, SF og fagbevægelsen har siden fremlæggelsen af ”Fair Løsning” forsikret, at man i fællesskab ville påtage sig at gennemføre en økonomisk politik, der på en gang ville sikre orden i de offentlige finanser og vækst i dansk økonomi.

Nu, 9 måneder efter lanceringen af ”Fair Løsning” og kort tid før et folketingsvalg, er det i tiltagende grad uvist, hvad en S-SF regering og fagbevægelsen i fællesskab vil byde erhvervslivet og befolkningen, hvis regeringsmagten skulle skifte hænder.

Alle seriøse analyser af dansk økonomi peger på mindst tre fundamentale krav, der skal opfyldes, hvis man politisk har ambition om at bevare danskernes velstand og de offentlige velfærdsordninger.

For det første skal væksten i den offentlige sektor bringes under kontrol. For det andet skal flere være til rådighed på arbejdsmarkedet, og for det tredje skal der skabes massiv vækst i erhvervslivet.

Når det gælder ansvarlighed i forhold til de offentlige finanser, er det eneste helt sikre, at en S-SF-regering vil puste de offentlige udgifter op med mindst 24 mia. kr. Det er et klart politisk valg, hvor aktivitet i den private sektor fravælges til fordel for vækst i offentlig beskæftigelse og forbrug. Helt elementær ansvarlighed fordrer dog, at det er mindst lige så klart, hvor finansieringen skal komme fra. Men her mangler vi svar.

S og SF lover at effektivisere den offentlige sektor og spare 14 mia. kr. Man spørger sig selv, hvorfor det lige er dette beløb og hvordan, det skal gå for sig. Men det vil først blive afsløret efter valget! Omvendt er der markante trusler om massive skattestigninger, som man desværre kan frygte, at S-SF vil føre ud i livet med stor træfsikkerhed.

De planlagte skatteforøgelser forudsætter, at der er mere at beskatte. At der er mere aktivitet i dansk økonomi, og at der er stigende eller flere indkomster, der kan beskattes.

Meget tyder på – som bl.a. påpeget af nationalbanken – at Danmark nærmer sig det punkt, hvor et øget skattetryk ikke giver mere i statskassen. Øget skat fører simpelthen til, at befolkningen vælger at indrette sig, så skatteregningen ikke bliver forøget trods stigende skattesatser.

”Fair løsning” lagde flot ud med at love, at alle skulle arbejde 12 minutter mere for at sikre en hårdt tiltrængt vækst i arbejdsstyrken. Tiden har vist, at fagbevægelsen hverken kan eller vil levere dette bidrag til sammenhængen i S-SF’s plan. Tværtimod hedder det nu, at der ikke er behov for reformer, der kan øge arbejdsudbuddet. Man kan blot reducere ledigheden i stedet for. Dermed er selv det teoretiske grundlag for sammenhæng i ”Fair løsning” pist væk. Planens konkrete indhold er reduceret til løfter om øgede skatter og offentlige udgifter.

Senest har Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i Politiken lanceret en plan, der skulle kunne sikre et bidrag på 15 mia. til ”Fair Løsning”. Men her er der tale om et katalog af urealistiske forudsætninger, løse forhåbninger og håndfaste indgreb over for virksomhederne og lønmodtagere.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd foreslår for eksempel, at virksomhederne skal pålægges en afgift, hvis de opretter deltidsstillinger. Prisen for fagbevægelsens manglende vilje til at reformere skatte- og overførselssystemet er altså, at danskerne ikke længere skal have lov til at vælge den arbejdstid, der passer dem bedst.

Fra S og SF er der ikke udtrykt nogen accept af forslagene fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd om end forslagene jo ligger meget tæt op af forslag i ”Fair Løsning”.

Svaret på, hvordan ”Fair Løsning” sikrer holdbarhed i de offentlige finanser blæser fortsat i vinden.

Når det gælder erhvervspolitikken, har S og SF vedkendt sig, at markant vækst i erhvervslivet er forudsætningen for samfundsøkonomisk bæredygtighed. Men igen fornægter det politiske udgangspunkt sig ikke.

S-SF ønsker at udpege de sektorer, der skal forkæles. Finansieringen skal komme fra øget beskatning af de virksomheder, der ikke tilsmiles af S og SF.

Tænkningen må karakteriseres som sensocialistiske krampetrækninger fra en fjern politisk fortid. Dengang hvor nogle troede, at politikere (fra S og SF!) og embedsmænd i ministerierne er de helt rigtige til at træffe erhvervsøkonomiske beslutninger.

Hvilke virksomheder og hvilke sektorer er der fremtid i? Og hvor i værdikæden fra grundforskning til afsætning skal der sættes ind med nye investeringer? Det er, hvad tusinder af mennesker i erhvervsvirksomheder grubler over på fuld tid hver eneste dag. De har helt stærke personlige incitamenter til at træffe de rigtige valg. For ellers ryger deres egne jobs og deres virksomheder lukker.

Den risikovillighed, som politikerne fra S og SF, med opbakning fra fagbevægelsen, har planer om at udvise, handler derimod alene om skatteborgerne penge. Det er Danmarks økonomiske fremtid, der gambles med, hvis ”Fair Løsning” sættes i værk.

Bragt i Børsen 16. marts 2011