HK glemmer sine egne sejre

Forældre har allerede fem feriefridage, barnets første sygedag, fem ferieuger og et af verdens mest fleksible arbejdsmarkeder til rådighed

Ifølge HK har op mod hver femte medarbejder med mindreårige børn prøvet at melde sig selv syg, når det i virkeligheden var barnet, der var sygt. Det er dog kun en procent af forældrene, der har gjort det ofte.

Underdirektør Steen Müntzberg:

”I 2000 fik lønmodtagerne forhandlet sig frem til endnu videre rammer: Man fik udvidet tre omsorgsdage til fem feriefridage, der kan bruges til hvad, man har lyst til. Vi har i forvejen barnets første sygedag, og vi har fem ferieuger, der kan placeres i samarbejde med arbejdsgiveren.

Overenskomst for overenskomst har vi gjort rammerne for arbejdstiden mere og mere fleksible for både medarbejdere og virksomheden.

Der er skabt vide rammer for, at familierne kan få det til at hænge sammen, og der er ingen grund til at lyve over for arbejdsgiveren, hvis man er ansat på det organiserede arbejdsmarked. Internationale undersøgelser viser, at danske medarbejdere er blandt de mest tilfredse med sammenhængen mellem familie- og arbejdsliv. Det virker som om, at HK glemmer sine egne sejre.”

Personale og administration
25. marts 2011
KONTAKT
Underdirektør
Steen Müntzberg
33 38 92 86
sem@da.dk